Færre alvorlige ulykker på motorvejene

Bedst er det gået med antallet af tilskadekomne, der er faldet fra 120 til 66, mens antallet af dræbte er dalet fra 14 til 10. - Arkivfoto: Hilde Lillejord
Bedst er det gået med antallet af tilskadekomne, der er faldet fra 120 til 66, mens antallet af dræbte er dalet fra 14 til 10. - Arkivfoto: Hilde Lillejord
Lyt til artiklen

Farten dræber. Men kun hvis man ikke regner med at blive opdaget. Når der er meget politi på motorvejene, kører danske bilister pænere. Det bekræfter en ny analyse fra Vejdirektoratet af trafikulykkerne fra 1. halvår i år sammenlignet med sidste år. Fald på 43 procent Regeringen satte 30. april i år farten op til 130 km/t på cirka halvdelen af motorvejsstrækningerne. Men samtidig blev vejene bygget om, der blev opstillet løftede pegefingre i form af 110 km/t-skilte og sendt langt flere motorcykelbetjente ud med bødeblokke. Det har været medvirkende til, at antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i første halvår er faldet med 43 procent på motorvejen - mod 9 procent generelt - det største procentvise fald overhovedet i perioden. Bedst er det gået med antallet af tilskadekomne, der er faldet fra 120 til 66, mens antallet af dræbte er dalet fra 14 til 10. VK: Vi havde ret Regeringen tager tallene til indtægt for, at det var den rigtige beslutning at sætte farten op på motorveje - trods ramaskrig fra trafikeksperter. »Jeg tror, at den sikkerhedsfremmende indsats, som regeringen iværksatte forud for forhøjelsen, samt den store debat om sikkerheden generelt, har været medvirkende til den meget positive udvikling«, siger trafikminister Flemming Hansen (K) i en udtalelse. For tidlig glæde Direktør Rene la Cour Sell fra Rådet for Større Færdselssikkerhed glæder sig også over udviklingen, men påpeger, at det er for tidligt at koble den sammen med hastighedsforøgelsen. Især fordi tallene kun dækker to måneder med de nye og fire måneder med de gamle fartgrænser. »Der er ingen tvivl om, at debatten omkring 130 km/t, de højere bødetakster og det større politiopbud har betydet, at folk kørte pænere i begyndelsen«, siger la Cour Sell og henviser til tal for gennemsnitshastigheder på motorveje. Succes for nye skilte I august 2004 lå gennemsnitshastigheden på 130 km/t-strækninger på 120,4 km - samme niveau som på de tilsvarende ruter året før. Gennemsnitshastigheden på 110 km/t-strækninger var til gengæld faldet fra 114 til 111 - hvilket primært tilskrives de nye skilte, der minder bilisterne om, at her altså kun tillades 110. »Men de gennemsnitshastigheder er desværre steget siden. Og her i efterårsmånederne har tallene for dræbte og alvorligt tilskadekomne ligget på nogenlunde samme niveau som i fjor«, siger Rene la Cour Sell. Eksperter havde forudsagt fald Han tilføjer, at flere trafikeksperter netop forudsagde et kortvarigt fald i hastighed og ulykker på motorvej i begyndelsen. Han fremhæver også, at motorvejene i forvejen har færre alvorlige ulykker end det øvrige vejnet, og at det er faldet dér, der virkelig batter. Farlige landeveje Normalt sker omkring 10 procent af dødsulykkerne på motorveje mod cirka 50 procent på landevej og 40 procent i byerne. Mens antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne på amtsveje faldt med mere end 10 procent, var der i første halvår en lille stigning på kommunevejene. Laveste antal dræbte i 50 år Trods bump, hastighedsnedsættelser og andre fartdæmpende tiltag var der således lige så mange dræbte i byerne som på landet - 78 begge steder. Samlet er vi dog efter alt at dømme, som Politiken skrev torsdag, på vej mod det laveste antal dræbte i 50 år. Tallet for 2004 ender formentlig under 400.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her