Valg i luften mellem Pia og Mogens

»Vi er altså ikke noget par«, småvrissede Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti (DF), om den høje herre uden skæg, som hun poserede sammen med i blitzlyset foran kameralinserne. »For du er jo optaget«, som det lidt mere forsonligt og en smule prikkent lød fra Kjærsgaard til hendes nye debatmakker, S-formand Mogens Lykketoft. De to stillede for første gang i DF's snart tiårige historie op sammen til en jagt på den politiske midte i dansk politik. Magten i midten Det var Internationalt Pressecenter i København, som havde inviteret og gerne ville have en entydig definition på det stærkt eftertragtede centrum i politik. »Det kan jeg godt forstå, for der - lige i midten af dansk politik - er magten. Og der er vi«, slog Pia Kjærsgaard fast, da hun - efter et generøst 'damerne først' - fik lov at indlede. Kjærsgaard annoncerede DF som midterparti, fordi partiet har været med til at normalisere forholdene i Danmark. Ikke mindst på udlændingeområdet, og i Kjærsgaards optik kan danskerne godt lide rolig og uforandret virkelighed. Normalisering. »Vi er ikke et ekstremistisk parti. Rigtig ekstremistisk var det, da Lykketoft sad ved magten, for da havde vi hvert år 17.000-18.000 asylansøgere i Danmark«, sagde Pia Kjærsgaard, der i øvrigt forventer et valg udskrevet en af de første dage i januar. Snart valg Udsigten til og forventningen om et snarligt valg kunne de to partiledere blive helt enige om. Men ikke om definitionen af midten i dansk politik, som Lykketoft anser for at være socialdemokratisk. Og i hvert fald ikke den placering, DF har skaffet sig som støtteparti for VK siden valget i 2001. Blok uden midte »Der er ikke meget midte i den blokpolitik, som I fører«, slog han fast og kritiserede den enegang, DF og regeringen har vandret omkring kommunalreform, finanslov og krigen i Irak. Som et ældre prøvet ægtepar skændtes de to længe og lidt halvautomatisk efter den klassiske formel: Har regeringen - som Lykketoft ser det - skåret ned og udvandet de offentlige budgetter med skattestoppet som klods om benet? Eller er der snarere tale om en solid oprustning af velfærden med kortere ventelister og højere ældrecheck, som Pia Kjærsgaard fremstiller det? Den duel blev aldrig afsluttet, men til gengæld nærmede de to sig hinanden siksakkende. Havde der været lyse toner i luften og en hånd frem over bordet fra den ene part, skiftede tonen sådan for en ordens og valgkampens skyld til det mere aggressive. Heller S end K Faktisk kunne Pia Kjærsgaard godt forestille sig at sidde i regering med Socialdemokraterne. Næsten hellere end med de konservative. Men den var næsten for stor at sluge for Lykketoft, så han måtte returnere lidt drillende: »Er DF da ved at være træt af at være regeringens gummistempel? Hvor længe kan du vente, Pia, på ministertaburetterne«, spurgte han. Og fik retur med albuen: »Det er ikke nemt med Lykketoft, han er altid så sur. Vi får altid at vide, at vi har for meget magt, men nu er vi åbenbart bare et gummistempel. Herregud«, sagde hun opgivende.