Vidne: Brixtofte legede kispus med byrådet

Sabine Kirchmeier-Andersen (S) følte at Brixtofte manipulerede med byrådet i Farum. - Foto: Søren Osgood
Sabine Kirchmeier-Andersen (S) følte at Brixtofte manipulerede med byrådet i Farum. - Foto: Søren Osgood
Lyt til artiklen

Det var ikke til at vriste reelle oplysninger ud af Peter Brixtofte om Farums økonomi i hans sidste år som borgmester i kommunen. Han legede kispus med byrådet og manipulerede borgerne, forklarede byrådsmedlem Sabine Kirchmeier-Andersen (S), da hun vidnede i straffesagen mod eksborgmesteren. Brixtofte er blandt andet tiltalt for at have skjult udgifter for over 200 millioner kroner for byrådet og for at have optaget lån på 450 millioner bag om ryggen på politikerne. Nødt til at lave detektivarbejde De anklagepunkter bestyrkede Sabine Kirchmeier-Andersen. Hun sagde, at hun havde været henvist til selv at regne sig frem til, hvordan det stod til med kommunens økonomi. Det var umuligt at få de relevante tal fra borgmesteren. »Man var nødt til at lave et detektivarbejde og tage de bilag, man kunne få fat i, og så tegne sig et billede«, sagde hun. Hun kunne se, at udgifterne steg faretruende. Forgæves efterlyste hun gang på gang en oversigt over, hvor stor en del af budgettet der nu var brugt. En kamp om ord Da hun på et byrådsmøde i juni 2001 kritiserede, at der ikke fandtes en oversigt over økonomien, svarede Brixtofte, at der forelå »al den oversigt, man kan tænke sig« i fremskrivningerne af økonomien de næste 25 år. »Det afspejler, hvordan man måtte kæmpe om hvert ord. Peter Brixtofte mente, at de her fantasifostre om tiden frem til 2025 var en økonomisk oversigt«, sagde Sabine Kirchmeier-Andersen. Hun mente, at 25-års-oversigterne savnede bund i virkeligheden. Hun sagde, at der på mange af møderne med borgmesteren var en »ganske ulidelig situation«. Når hun bad om papirer, blev hun mødt med det ene krav efter det andet om at præcisere. Og gang på gang lovede Brixtofte at komme med noget uden at indfri løftet. »Jeg følte det som en form for kispus«, sagde hun. Efterhånden blev hun klar over, at der intet skete, hvis hun blot bad om oplysninger. Alt skulle skrives ind i mødereferaterne for at få svar. Smuttede som en fisk »Han smuttede mellem fingrene ligesom en fisk i vandet«, sagde hun om Peter Brixtoftes optræden over for kritikere i byrådet. I efteråret 2001 frygtede hun, at kommunen var på vej ud over afgrunden. Hun mente, at budgettet for det kommende år hvilede på urealistisk høje indtægtsforventninger ved salg og udstykning af kommunens store jordkøb. Men efter budgetvedtagelsen skrev Brixtofte i den lokale Farum Avis, at kommunen havde en »sund langsigtet økonomi« med en kassebeholdning omkring en milliard kroner. »Jeg synes, det er meget tæt på bedrageri. Det er udtryk for en meget, meget uansvarlig manipulation af borgerne«, sagde Sabine Kirchmeier-Andersen om borgmesterens avisindlæg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her