Tilliden til kirkeminister Tove Fergos (V) evner til at holde styr på økonomien i sit eget ministerium er svundet så meget ind, at hun reelt er sat under administration. På finansloven, som faldt på plads i et forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti, får hun sit eget afsnit. Finansloven dækker det store økonomiske hul i ministeriet, men ikke uden betingelser. Pengene kan kun udløses efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg. »Vi ønsker ikke at sende flere af skatteydernes penge til Kirkeministeriet, for vi har mistet troen på, at kirkeministeren kan styre dem«, siger formanden for Folketingets Finansudvalg Kristian Thulesen Dahl (DF), som også har forhandlet finansloven. Bedre ledelse Tove Fergo får kun de bevilgede penge - i alt 4,2 millioner kroner - til udbetaling, hvis hun kan fremlægge en plan for bedre ledelse og styring i sit jordiske rige. Thulesen Dahl lægger ikke skjul på, at formuleringen i finansloven også skal læses som et pres på regeringen. »Det har varet for længe, inden der kom styr på økonomien i Kirkeministeriet«, siger han, der ikke vil kræve ministeren fyret. »Vi har intet imod hendes kirkepolitiske holdninger«, understreger han. Tilfreds Fergo Kirkeminister Tove Fergo (V) læser ikke aftalen som mistillid og er tværtimod glad for både penge og betingelser: »Jeg har intet imod, at det præciseres, at vi skal udvikle ledelsen. Jeg kunne ikke selv have formuleret det bedre«, siger Tove Fergo, der for en måned siden fyrede sin departementschef. Oppositionen i Folketinget har krævet Fergos afgang, blandt andet fordi hendes mand har fået en ulovlig lønforhøjelse af ministeriet. En disposition, som også har ført til kritik fra Rigsrevisionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























