Netop som det er Keld Albrechtsens tur til at gå på Folketingets talerstol for at fremføre Enhedslistens holdning til forslaget om at forlænge de danske soldaters tilstedeværelse i Irak, bliver han sprunget over i køen. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) får lov til at bryde talerrækken af ordførere, og Keld Albrechtsen slår skuffet ud med armene, ryster på hovedet og skyder underlæben en smule frem. Men ifølge Folketingets forretningsorden - og endda også ifølge grundloven - har udenrigsministeren ret til at få ordet. Han er på vej til Kairo, hvor han skal deltage i begravelsesceremonien for Yassir Arafat, en af de måske vigtigste aktører i Mellemøsten de sidste mange år. Opbakning til dansk styrke Det sted, hvor det for tiden buldrer og brager mest i Mellemøsten, er Irak, og udenrigsministeren kan tage af sted med en bred opbakning til at forlænge udstationeringen af de danske soldater i Irak til juni 2005. Per Stig Møller kan gå på talerstolen og konstatere, at der under den første foreløbige debat har været opbakning til forslaget om at forlænge mandatet. Og den brede opbakning er et godt signal at sende til de udstationerede soldater, mener udenrigsministeren: »Det er vigtigt, at de fornemmer en bred opbakning, når de er ude i en vanskelig mission«, siger han fra talerstolen. Den brede opbakning kommer, selv om Socialdemokraterne efterlyser en plan for, hvordan der kommer sikkerhed og fred i Irak, de radikale er bekymrede over bombardementerne af Fallujah, og Dansk Folkeparti tror ikke på, at et muslimsk land som Irak bliver et demokrati. Et kompromis Dansk Folkeparti ønsker, at Danmark skal blive i Irak for at være med til at sikre den sejr, der består i at skabe et stabilt irakisk samfund. »Vi skal naturligvis ikke gøre os illusioner. Et muslimsk land kan aldrig blive det, vi kaldet et demokrati, fordi en hellig lov er uforenelig med den sekulære lov, der skabs af folkets flertal«, siger Søren Krarup (DF). Det får Keld Albrechtsen (Enh) op af stolen: »Men hr. Søren Krarup er jo også en korsridder, og han bevægede sig faktisk ud i det vitterlige vås. Jeg vil gerne høre ham forklare sig ud af, at en muslimsk stat ikke kan blive demokratisk, men det var jo åbenbart den egentlige grund til krigen«, lyder det fra Keld Albrechtsen. »Til syvende og sidst kan et muslimsk land aldrig blive til et demokrati. Men i et land som Irak, der er et af de mindst fundamentalistiske lande, kan der skabes et kompromis i retning af et nogenlunde stabilt styre med en rimelig grad af lov og ret«, svarer Søren Krarup. De andre ordførere slentrer lidt frem og tilbage mellem pladserne med hænderne i bukselommerne, mens de nikker næsten genkendende til Søren Krarups talestrøm. Udenrigsministeren fortaber sig foran vinduet ud mod Holmens Kirke, han finder sin kam op af lommen og lægger med to et halvt hurtige strøg håret ned, inden han vender sig igen mod debatten, der rummer allerede kendte argumenter for og imod den danske tilstedeværelse i Irak. Bedre at blive En ny faktor i debatten er dog en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), dateret 28. oktober, som beskriver en forværret sikkerhedssituation i Irak. I dag kommer en opdateret rapport, da der siden 28. oktober er erklæret undtagelsestilstand i landet, og Fallujah er blevet angrebet. SF's forsvarsordfører, Villy Søvndal, går Socialdemokraterne på klingen i deres støtte til forlængelsen af mandatet, når situationen i Irak forværres hele tiden: »Giver det så ikke anledning til at overveje - også som socialdemokrater - hvor længe man vil tage et medansvar for en fortsat eskalation af volden?«, spørger Villy Søvndal. Per Kaalund (S) mener, at en del af problemet er, at der ikke er nogen plan for, hvordan freden vindes i Irak: »Ikke mindst USA forventede, at man ville blive hyldet som de store befriere nede i et område, og at der hurtigt ville blive normaliserede tilstande. Men det er ikke blevet tilfældet«, svarer han. Begge regeringspartier mener klart, at der har været en plan for at forbedre forholdene for civile i området. S og R finder sammen med regeringen i enighed om, at det er bedre at blive i Irak nu end at trække sig ud, når forslaget ventes til afstemning sidst på måneden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse




























