E-vitamin, et af de mest benyttede vitamintilskud, mistænkes nu for at gøre mere skade end gavn. En ny international undersøgelse, der omfatter i alt 19 studier og over 135.000 forsøgspersoner, viser, at et stort dagligt forbrug af E-vitamin forøger dødeligheden med hele 10 procent. »Det er et meget overraskende tal, og hvis det viser sig at holde stik, er det skræmmende. Det er imidlertid et område, vi må se nærmere på, inden vi kan gå ud at advare folk imod at tage de store doser E-vitamin«, siger overlæge i Lægemiddelstyrelsen Jens Ersbøll. Jerk W. Langer, læge og medlem af familie- og forbrugsministerens arbejdsgruppe om 'Vejledning til kosttilskud', finder ligeledes undersøgelsen bekymrende: »Det er et vitamintilskud, mange mennesker benytter sig af, og som bliver stærkt promoveret iblandt andet helsekostkredse. Nu viser det sig, at et stort forbrug i værste fald kan gå hen at koste en livet frem for at redde det, og det er et problem, som myndighederne bør gøre sig klart og skride ind overfor«, siger Jerk W. Langer. Høj dosis i fri handel Han understreger, at der ikke er dokumenteret nogen skadelig effekt ved daglig brug af almindelig vitaminpiller eller multivitaminer. Tværtimod peger alt på, at et moderat forbrug virker livsforlængende. »Problemet er, at vitaminpiller med en høj dosis er i fri handel akkurat som almindelige vitaminpiller og kan hives ned af hylderne i en hvilken som helst Matas eller helsekostforretning«, siger han. Den ny undersøgelse, der er udført af forskere ved det amerikanske Johns Hopkins University, viser en overdødelighed blandt mennesker med et dagligt forbrug af E-vitamin på 270 mg eller derover. Som det ser ud i dag, findes der mellem fire og fem godkendte produkter med et tabletindhold på op til 355 mg på det danske marked. »De produkter er godkendt til behandling af mennesker med E-vitaminmangel, men der er ingen tvivl om at langt hovedparten af dem, der bruger pillerne, slet ikke har brug for så store doser. Desuden kan folk jo tage flere piller om dagen og dermed komme op på en endnu højere dosis«, siger overlæge Jens Ersbøll. Forebyggelse Det er ikke muligt at sætte et præcist tal på forbruget af E-vitaminer, men vitaminet hører til gruppen af de såkaldte antioxidanter, som stadig flere benytter for at forebygge primært kræft- og hjertesygdomme. Claus Hancke, formand for Vitalrådet, en sammenslutning af læger der arbejder for at lette danskernes adgang til kost- og vitamintilskud, finder imidlertid hverken forbruget eller undersøgelsen alarmerende: »Undersøgelsen bygger på kliniske studier af ældre mennesker med blandt andet hjertesygdomme, og gælder derfor ikke nødvendigvis for raske voksne. Og endelig er der tale om konklusioner baseret på 19 forskellige studier, der ikke uden videre lader sig sammenligne«, siger Claus Hancke. Den udlægning afvises imidlertid delvis af overlæge Jens Ersbøll: »Det kan være vanskeligt at drage skarpe konklusioner på baggrund af et stort og sammensat materiale, men resultaterne er så alvorlige, at de kræver stor opmærksomhed og videre undersøgelse«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Guide
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























