Peter Brixtofte holdt Farum Byråd hen med løs snak, da kommunens økonomi var på vej ud over afgrunden. Fem dage før han i oktober 2001 fortalte byrådet, at han ikke havde tal for, hvor mange penge kommunen havde brugt i løbet af året, havde økonomidirektøren udarbejdet oversigten. Det fremgik af et retsmøde fredag under straffesagen, hvor Farums eksborgmester blandt andet er tiltalt for at have skjult udgifter for over 200 millioner kroner for byrådet. Bad om dokumentation I efteråret 2001 forsøgte socialdemokraten Sabine Kirchmeier-Andersen gentagne gange at få Brixtofte til at fremlægge tal for økonomien. Hun følte sig ikke tryg ved hans forsikringer om, at det gik godt. Hun frygtede, at udgifterne løb løbsk ligesom året før. 23. oktober bad hun borgmesteren om en oversigt over, hvor mange penge der var brugt ved udgangen af september. To dage senere afleverede den daværende økonomidirektør Carsten Lehrmann en opgørelse med netop disse oplysninger til borgmesteren. Notat var udarbejdet Men på byrådsmødet 30. oktober beklagede Brixtofte, at han ikke havde kunnet få oplysningerne fra administrationen med så kort varsel. Sabine Kirchmeier-Andersen forklarede fredag som vidne, at hun aldrig før havde set Carsten Lehrmanns opgørelse. Anklageren, vicestatsadvokat Flemming Denker, påpegede, at den er udarbejdet, fem dage før Brixtofte i byrådet sagde, at han ikke havde haft mulighed for at sætte tal på papir. Lehrmann har tidligere som vidne forklaret, at Brixtofte forlangte talkolonnen over forbruget slettet, før han fremlagde oversigten i økonomiudvalget 15. november. Vred Brixtofte Sabine Kirchmeier-Andersen forklarede fredag, at Brixtofte havde reageret meget vredt, da hun i økonomiudvalget påpegede, at oversigten ikke gav svar på det, hun havde spurgt om. »Han rejste sig op og sagde »Du er fandeme også altid så negativ«. Og så forlod han mødet«, forklarede hun. Hun havde i det hele taget haft meget svært ved at få oplysninger fra Brixtofte: »Jeg havde en fornemmelse af, at han forsøgte at misfortolke det, jeg spurgte om, for at kunne give så få informationer som muligt«, sagde hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























