Næsten hver anden fugleart i Europa er truet

Gråspurv er kommet på listen over udsatte fuglearter i Europa. - Foto: Jan Steving
Gråspurv er kommet på listen over udsatte fuglearter i Europa. - Foto: Jan Steving
Lyt til artiklen

Næsten halvdelen af de fugle, der jævnlig besøger eller yngler i Europa, er i fare. Nogle er så truede, at de risikerer helt at forsvinde. Sådan lyder konklusionen på to nye undersøgelser fra organisationen Birdlife International, der har samlet data fra hele Europa. 226 truede arter I alt 226 - eller 43 procent - af Europas arter er truede, hvilket omfatter 49 nye navne i forhold til for ti år siden. I Danmark er velkendte fugle som stær og gråspurv kommet på listen over udsatte arter. »Resultatet er alarmerende. Det er bekymrende, at vi har flere truede arter end for ti år siden, selv om Europa måske har verdens bedste miljøbeskyttelse«, siger Richard Thomas, kommunikationschef for Birdlife International i London. Ornitologer: Trusler fra mennesker Så selv om problemet med truede fugle ikke er nyt, opfordrer han på baggrund af den nye rapport til akut handling fra EU. Samme toner lyder fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF). »Europas fugle er primært truet på grund af menneskelig aktivitet, især landbruget, som er blevet intensiveret de senere år. Det har fjernet levevilkår for en række fugle - også herhjemme«, mener afdelingsleder Michael Grell fra DOF. Hvor man tidligere havde et mere sammensat kulturlandskab med små gårde og en bred vifte af dyr og afgrøder, har de større og større landbrug gjort landområderne mere ensartede. Det har i Danmark blandt andet halveret antallet af gråspurve og skabt nedgang i stærebestanden. Landbrugsstøtte er et problem for fuglene Michael Grell peger på, at det går relativt godt i Danmark, hvor omkring 35 procent af arterne er truede. Men ligesom Birdlife International mener han, at EU's landbrugsstøtte, der fordeles efter omfanget af produktionen, løbende har skabt større landbrug og dermed dårligere vilkår for fuglene. Den store fare er nu, om EU-udvidelsen mod øst og den efterfølgende intensivering af landbruget vil skade det rige fugleliv i Østeuropa. Styr på kemikalier Landbrugsraadet erkender problemet, men afviser, at der skulle være grund til handling. Især fordi EU's landbrugsstøtte fra årsskiftet bliver afkoblet produktionen. »Vi er ikke i tvivl om, at landbrugsproduktion påvirker fuglelivet, men det gør den almindelige samfundsudvikling også. Samtidig er vi blevet langt bedre til at håndtere kemikalier, så jeg føler mig ikke som nogen stor fuglemorder«, siger Peter Gæmelke, præsident i Landbrugsraadet. Succeshistorier I alt 7 procent af arterne betegnes i undersøgelsen som udryddelsestruede, men rapporten rummer også succeshistorier. I alt 14 truede arter som havørnen herhjemme og flere andre rovfugle er steget i antal. EU's officielle målsætning er at stoppe nedgangen i fuglebestanden i 2010, men det bliver svært, mener professor i biodiversitet ved Københavns Universitet, Carsten Rahbek: »Implementering er slet ikke begyndt. Så hvis politikerne mener noget med de høje løfter, er det bare om at komme i arbejdstøjet«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her