De fleste gymnasielærere giver ikke årskarakterer på baggrund af en faglig vurdering alene. Også godt snakketøj, iver og sociale evner eller god gammeldags fedteri spiller ind - alt afhængig af hvad den enkelte lærer selv mener er vigtigt. Og det betyder, at elever, der har brug for hjælp, ikke tør bede om den af frygt for at vise, at de er svage. For meget magt til lærerne Det viser ph.d.-afhandlingen 'Karakterafgivning i praksis', om 13-skalen i gymnasiet, som Tanja Miller netop har forsvaret på Syddansk Universitet på Institut på Gymnasiepædagogik. »Pointen er, at ingen lærere giver karakterer på samme baggrund. Lærerne får ganske enkelt for meget magt med årskaraktererne«, siger Tanja Miller. Hun mener, at årskaraktererne derfor skal afskaffes helt. I stedet bør eleverne udvikles med midtvejsevalueringer og skriftlig feedback. Rektorer vil beholde karaktererne Det er gymnasieeleverne helt med på, mens både rektorer og lærere mener, at årskarakterer er med til at give et mere nuanceret billede af, hvad eleverne kan. »Nogle elever blomstrer ganske langsomt og har svært ved at klare eksamenssituationen. Årskarakteren bygger på en meget bredere vurdering og lærerens indgående kendskab til eleven end tyve minutters præstation. Tilsammen giver de to karakterer et godt billede af eleven«, siger formanden for Gymnasierektorerne, Peter Kuhlman. Han er ikke bekymret over, at eleverne på to ud af tre gymnasier får højere årskarakterer, end de kan score til eksamen - og ser heller ikke tegn på, at offentliggørelse af karakterer presser gymnasier til at give højere årskarakterer, så de kan placere sig godt på top ti-lister. »Der er ikke gået inflation i karakterskalaen, hvis man ser på det samlede gennemsnit på studentereksamen de sidste ti år«, siger han. Lærerne: Så er det ikke den dårlige dag der afgør Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening Gorm Leschly vil ikke afvise, at enkelte lærere er for subjektive i deres bedømmelse, men generelt mener han, at de er godt klædt på til at vurdere eleverne. »Det stiller eleverne mere rimeligt, at en dårlig dag ikke bliver afgørende. Og f.eks. de tosprogede kan have problemer med at vise, hvad de kan på tyve minutter. Det kan årskarakterer bøde for, og det kan lærerne godt gennemskue«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
80 år
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























