Socialdemokrater holdt uden for gaveboden

Finansminister Thor Pedersen (V) har indledt forhandlingerne om finansloven. - Foto: Morten Langkilde
Finansminister Thor Pedersen (V) har indledt forhandlingerne om finansloven. - Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Fra et rejsetilskud til forældre, som skal adoptere børn fra fjerne lande, til istandsættelse af de kongelige kapeller i Roskilde Domkirke. Fra hjælp til larmende spillesteder til en bevarende hånd til fortidsmindet Vitskøl Kloster. Finansminister Thor Pedersen (V) har indledt finansloven for 2005 i det flinke humør. Ganske vist omfatter de to første små forlig kun et samlet beløb på 290 mio. kr. ud af Danmarks totale budget på 450 mia. kr., men pengene er fordelt i små portioner til en lang række gode og gavnlige formål. Penge til forfattere I kulturforliget, som omfatter 50 mio. kr., er der også penge til forfattere, bedre muligheder for at dyrke idræt for vanskeligt stillede børn, hjælp til fortidsminder og arkæologiske udgravninger, bedre formidling fra museerne, en styrket indsats for det danske sprog og dansk design, styrkelse af de musikalske talenter på musikskolerne og en ekstra million til folkeuniversiteterne. Millionerne fordeler regeringen sammen med støttepartiet Dansk Folkeparti, som også ventes at blive forligsmakker på den samlede finanslov. Men som noget nyt har Thor Pedersen rakt hånden frem og taget både Kristendemokraterne, SF og de radikale med i den kulturelle gavebod. Til gengæld er Socialdemokraterne holdt helt udenfor. »Vi er forundrede«, konstaterer finanspolitisk ordfører Nicolai Wammen (S), men han mener bestemt ikke, at regeringens manøvre kan føre til splittelse mellem S og R. Mærkesager Finansministeren finder ikke sin egen invitationspolitik besynderlig, men hæfter sig i stedet ved, at en række af de indbudte partier selv har budt sig til med konkrete forslag og ønsker til finansloven. Ud over det kulturelle forlig har regeringen også begået en pakke med familiepolitiske initiativer, hvor KD og DF har siddet med ved bordet og fået betaling til en række mærkesager. »Vi er især glade for, at forældre til adoptivbørn fremover ikke forskelsbehandles, fordi de skal rejse væk i fire-otte uger og hente deres barn«, siger KD's finanspolitiske ordfører Mogens Nørgaard Petersen. De kommende forældre får nemlig i fremtiden lov at hæve sygedagpenge, når de er ude at hente den lille ny langt fra Danmark. DF vil have nyt kirketag Nu ruller finanslovsforhandlingerne om de helt store milliarder i gang igen, og her forventes kun Dansk Folkeparti at sidde med ved bordet. Forinden skal partiets krav om en fast procedure for at straffe lande på bistandspengene, hvis de ikke tager imod deres afviste asylansøgere, være på plads. Et samlet forlig på den store finanslov er formentlig på plads i begyndelsen af den kommende uge. Selv om gaveboden har været åben, og smilene er brede, er Dansk Folkepartis Poul Nødgaard alligevel klar med endnu et ønske. Han vil nemlig ikke nøjes med penge til de kongelige kapeller i Roskilde Domkirke: »Det er national katastrofe, hvis ikke taget på Roskilde Domkirke bliver renoveret så hurtigt som muligt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her