Socialdemokraterne har mistet tilliden til kirkeminister Tove Fergo (V) og opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at fyre hende. Partiet er parat til at rejse en forespørgselsdebat i Folketinget, der kan føre til et egentligt mistillidsvotum til kirkeministeren. Deltagere i et cirkus »Vi er nærmest deltagere i et cirkus, hvis vi ikke gør noget. Derfor vil vi have at vide, hvilke grunde statsministeren har til at have tillid til kirkeministeren, mens skandalerne ruller frem, for vi har ikke tillid til hende«, siger Socialdemokraternes gruppeformand Pia Gjellerup til Ritzau. Kirkeministeriet har været udsat for en række kritikpunkter. Folketingets Ombudsmand uddelte i sidste uge en næse til Kirkeministeriet for sin håndtering af en ekstraordinær lønforhøjelse til Tove Fergos mand Peter Fergo og fem andre præster. Tove Fergo blev dog frikendt i sagen. Folketingets Finansudvalg har også kritiseret Tove Fergo for manglende styring med økonomien i hendes ministerium. Kritikken kom, efter Tove Fergo måtte bede om en ekstraordinær bevilling på 3,7 millioner kroner. Penge som fortrinsvis skal bruges til en advokatundersøgelse af tidligere økonomisk rod i Kirkeministeriet. 'Hvad laver ministeren' På en kirkekonference for nylig med deltagelse af menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen og Præsteforeningen blev man enige om at kræve en kulegravning af den danske folkekirke. »Det første øjeblikkelige skridt bør være, at man flytter den økonomiske forvaltning fra Kirkeministeriet til Finansministeriet. Vi har i to år været vidne til et omfattende økonomisk rod. Og ministeren bliver ved med at sige, at hun ikke kendte til dem. Spørgsmålet er: Hvad laver hun«, siger Pia Gjellerup til Ritzau.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























