Mona Heiberg ny sygehusformand i København

Lyt til artiklen

To ugers socialdemokratisk strid om lukrative politiske poster fik ende, da de politiske veteraner løb med de pengestærke poster. Efter en tæt afstemning fik den tidligere gruppeformand Mona Heiberg (S) posten som formand for Hovedstadens Sygehusfællesskab til en årsløn på 180.000 kr. Med stemmerne ni mod seks i S-gruppen på Københavns Rådhus slog hun udfordreren Thor Buch Grønlykke. Afgjort efter fire timers møde Afstemningsresultatet var først en realitet efter næsten fire timers mødeaktivitet på rådhuset. Først mødtes bestyrelsen for Socialdemokratiet i København, og her nåede et snævert flertal på 14 mod ti frem til at anbefale Mona Heiberg. Oprindelig blev Thor Buch Grønlykke udpeget som den foretrukne kandidat af det særlige konsultationsudvalg, der skulle indstille til S-gruppen. Men efter en lynmanøvre fra partiets bagland blev Mona Heibergs støtter i sidste uge valgt ind i udvalget. Derefter ændrede overborgmester Lars Engberg (S) og resten af udvalget kurs. Thor Buch Grønlykke, der er læge og anses som en socialdemokratisk fornyer, gjorde ikke noget for at skjule sin skuffelse. Han mener, at partiet har forsømt en oplagt mulighed for at diskutere sundhedspolitik. »Vi har slet ikke diskuteret, hvad man ville med den post. Det er blevet modarbejdet«, sagde han. Post til 81.000 kroner Mona Heiberg, der er tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsens svigerinde, meddelte ikke, hvad hun vil bruge sin post til. Også Heibergs tidligere post som formand for Folkeoplysningsudvalget røg ud i en kampafstemning. Jobbet til 81.000 kroner om året gik til det mangeårige BR-medlem Johs. Nymark, der slog partifællen Finn Rudaizky med én stemme. Heiberg afløses som gruppeformand af den ligeledes erfarne Klaus Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her