Klokken 11.45 fik beboere fra eksplosionsområdet i Seest for første gang siden den store fyrværkerieksplosion mulighed for at betragte skaderne på deres huse. Omkring 150 huse er enten jævnet med jorden eller gjort helt ubeboelige efter katastrofen. Ofre må vente Beboerne fra Overbyvej tog plads i en bus, der kørte dem forbi deres ødelagte huse. Overbyvej ligger ikke i det hårdest ramte område, og beboerne i de huse, der ligger tættest på fyrværkerifabrikken, må vente noget endnu, inden de får lov til at komme ind i området. »Når I kommer derud, så skal I være klar over, at nogle bliver glade og andre bliver meget kede af det. Jeg synes, I skal tage tilbage til skolen og få snakket ud. Snak ikke mindst med dem, der har været mindre heldige«, sagde Vicepolitiinspektør Verner Petersen ifølge Ritzau inden bussen kørte afsted. Det var meningen, at tre busser med et par hundrede beboere allerede i morges skulle have kørt ind i eksplosionsområdet. De blev dog slemt skuffede, da politiet i første omgang aflyste turene, fordi sprængstofeksperter endnu ikke havde fået uskadeliggjort den sidste fyrværkericontainer. Men senere i dag skulle nogle af beboerne i de værst ramte områder få mulighed for at gense resterne af deres hjem. Familier vendte hjem i går Vicepolitiinspektør Verner Pedersen oplyser til Ritzau, at når lørdagen er omme, ventes beboerne i omkring 450-500 af de evakuerede husstande være tilbage i deres boliger. Allerede i går fik første 250 af de 750 familier lov til at vende hjem. Det drejede sig om de familier, der bor i den yderste del af den afspærrede sikkerhedszone, og hvis huse ikke var beskadiget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























