Beboerne i de boligområder i Seest ved Kolding, som fik ødelagt deres hjem i onsdags, har fået lov at se resterne af deres huse. I to busser blev beboerne på Sandbjergvej og Højbjergvej guidet gennem katastrofeområdet ved den eksploderede fyrværkerifabrik. Da de vendte tilbage til Bakkeskolen efter en halv time forlod de busserne i små klynger - grædende, tavse og dybt forstenede. 'Vi har været heldige' De fleste havde ikke lyst til at fortælle om deres oplevelse og mange afviste spørgsmål fra pressen. En enkelt sagde med galgenhumor, at »det er da godt, vi har en glasforsikring«. Tonny Nielsen på Sandbjergvej 4 havde som alle andre betragtet skaderne på sit hus fra bussen, som ingen fik lov at forlade. »Jeg ved ikke, om huset kan reddes. Gavlen er trykket ind, men heldigvis er huset ikke udbrændt, så vi regner med at få fat i familiebilleder og andre personlige ting«, siger Tonny Nielsen til Ritzau. Han har sammen med sin hustru og fire nu voksne børn har boet tæt ved fyrværkerifabrikken siden 1978. »Vi har været heldige. Vores genboer på den anden side af vejen har slet ikke noget tilbage. Det hele er så uvirkeligt«, fortæller han til Ritzau. Stadig eksplosionsfare Beboerne fik ikke lov til at færdes inde i ruinerne og i de beskadige huse, men måtte kigge gennem bussens ruder. »Der ligger meget farligt materiale i området, og det skal vi have fjernet. Det ikke-afbrændte fyrværkeri er ekstremt farligt, siger Claus Andresen, der er beredskabschef i Kolding Kommune til Ritzau. Lokal indsamling 150 huse er gjort ubeboelige efter brandkatastrofen, og det anslås, at omkring 50 huse er totalt ødelagte. Flere organisationer og virksomheder har også meldt sig for at støtte ofrene efter branden og eksplosionerne, som har beskadiget omkring 350 huse og kostet en brandmand livet. Røde Kors skaffer tøj, en indsamlig er startet og folk fra hele landet tilbyder boliger, arbejdskraft og anden hjælp. ASF-Dansk Folkehjælp, LO, Alka Forsikring, Arbejdernes Landsbank og Socialdemokraterne i Kolding har besluttet at starte en indsamling blandt alle ikke-berørte borgere og virksomheder i Kolding og omegn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























