Pengeafpresning, rå vold og røveri. Det er nogle af punkterne, som den ældste af de to tiltalte for drabet på den italienske turist Antonio Curra har føjet til anklageskriftet, mens han har siddet varetægtsfængslet i en celle i Vestre Fængsel. I Østre Landsret var det de punkter, som to vidner skulle fortælle om. Men præcis som det var tilfældet for flere vidner i sidste uge, så var det yderst begrænset, hvad vidnerne kunne huske. »Det er åbenbart, at vidnet åbenlyst sidder og lyver. Men det er ikke første gang, vi oplever hukommelsessvigt. Sidste retsmøde gik på omkvædet 'Jeg kan ikke huske'«, lød en af dommernes kommentar. Truet på livet Ifølge anklagen har den tiltalte, der er 19 år, sammen med en medindsat for cirka to måneder siden overfaldet en anden indsat så voldsomt, at han flere gange var bevidstløs. Og slag og spark var ledsaget af trusler på livet. Den 19-årige nægter imidlertid alt. Han forklarer, at den medindsattes gule og blå mærker og opsvulmede ansigt skyldes, at han gled i noget vand på gulvet. Og et astmaanfald. Samme kortfattede forklaring gav den medindsatte, der ifølge anklageskriftet deltog i overfaldet, og som var en af de to vidner. Men derudover huskede han intet. Dæmrer ikke Også den indsatte, der var offer for overfaldet, vidnede. Og også han huskede meget lidt. »Jeg husker ikke særlig meget af, hvad der skete. Jeg har prøvet at fortrænge det, fordi jeg har haft store psykiske problemer efter det skete«, forklarede han i retten. Han kan dog godt huske, at han var sammen med de to medindsatte. Stemningen var ganske fin. De snakkede, røg cigaretter og drak kaffe. »Jeg kom vistnok til skade«, tilføjede han så efter pres fra anklageren. Men kunne derudover ikke forklare hvordan. Heller ikke efter anklagerens højtlæsning af en tidligere forklaring i byretten. Her fortalte vidnet, hvordan begge medindsatte havde overfaldet ham voldsomt. Taget fat om halsen på ham, stukket en syl mod brystet og truet med at slå ham ihjel, hvis ikke han skaffede penge. »Dæmrer det?«, ville en af dommerne vide under oplæsningen. »Overhovedet ikke«, svarede vidnet. Med ordene »Til dette vidne kan der vist ikke med fornuft stilles flere spørgsmål« afsluttede en af dommerne den vidneforklaring. Vidne anmeldt Anklager Anne Birgitte Stürup oplyste desuden, at et af de vidner, der i sidste uge havde meget svært ved at huske forhold omkring knivdrabet på Antonio Curra, er anmeldt for falsk vidneforklaring. »Så dårlig hukommelse kan man ikke have«, fastslog hun. Retssagen mod begge tiltalte for knivdrabet fortsætter i onsdag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























