Flere unge får kørselsforbud

Det stigende antal unge, der mister kørekortet på grund af ulovlig kørsel, er ikke nødvendigvis udtryk for, at det står værre til nu end tidligere i aldersgruppen. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Det stigende antal unge, der mister kørekortet på grund af ulovlig kørsel, er ikke nødvendigvis udtryk for, at det står værre til nu end tidligere i aldersgruppen. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Dødsulykken lørdag aften i Brønshøj var langtfra den eneste, hvor unge kører hasarderet i bil. Nye tal viser en stigning i forhold til sidste år i antallet af nyuddannede bilister, der har mistet deres kørekort og er blevet sendt tilbage på køreskolebænken for grove færdselsovertrædelser. Allerede efter årets første ni måneder har 859 fået et såkaldt kørselsforbud mod 823 hele sidste år, oplyser Rigspolitiet. Beklagelig udvikling Det vil sige, at de for eksempel har overtrådt fartgrænserne betydeligt eller kørt spirituskørsel i løbet af den prøveperiode, man skal igennem, efter at de har fået et kørekort. »Der er bestemt tale om en stigning, som ikke ser ud til at aftage resten af året. Det er en beklagelig udvikling - især er det sørgeligt, at netop unge mennesker, der lige har lært færdselsreglerne, så hurtigt glemmer dem igen«, siger vicepolitiinspektør Asger Lund Christensen fra Rigspolitiet. Han oplyser, at størstedelen af kørselsforbuddene går til unge på 18-19 år, der netop har fået kørekortet. Efter kørselsforbuddet skal de tage nye køretimer efterfulgt af en ny køreprøve. 17.000 lovbrydere Udviklingen får formanden for Danske Kørelæreres Landsforbund, Frank Dencker, til at kalde på øget opmærksomhed om problemet. Han peger på, at politiets opklaringsprocent bliver vurderet til at ligge på 5. Dermed kan det samlede antal unge bilister, der burde blive ramt af et kørselsforbud - som kan udstedes inden for en prøveperiode på tre år, efter at et ungt menneske har taget sit kørekort - ligge på mere end 17.000, mener han. »Selv om jeg ikke er overrasket, er det uhyggelige tal. Det siger noget om, hvordan nogle unge afprøver kræfter ude på vejene, som vi har set med den seneste tids uheld«, siger han og henviser til ulykken lørdag aften i Brønshøj. Her påkørte en mand tre mennesker, der var ved at krydse vejen. En 24-årig kvinde og en 25-årig mand mistede livet, mens mandens jævnaldrende gravide kæreste mistede deres ufødte barn. Unge er farlige Køreren af den dræbende bil, var 21 år gammel, og ungdomsforsker Kevin Mogensen peger på, at netop unge mennesker i forvejen har størst risiko for at komme til skade bag rettet - nemlig fire gange større for 18-24-årige bilister end for andre. »Det er farligst mellem 18 og 22 år. Vi kan se, at når folk begynder at få kærester og sociale relationer, ændrer de også adfærd. Fra de får kørekort, til de bliver mere sikrede i deres identitet, er de mest farlige«, siger Kevin Mogensen, der er forskningsmedarbejder ved Center for Ungdomsforskning ved Learning Lab Denmark. Tvivl om årsag til stigning Det stigende antal unge, der mister kørekortet på grund af ulovlig kørsel, er dog ikke nødvendigvis udtryk for, at det står værre til nu end tidligere i aldersgruppen. Loven om at uddele kørselsforbud for nybegyndere bag rattet blev først indført i marts 2002. Så politiet har skullet vænne sig til at benytte den i det daglige arbejde, vurderer Rådet for Større Færdselssikkerhed. »Enten kører de unge mere råddent, men det håber og tror jeg ikke. Eller også skyldes det, at der efterhånden er større bevidsthed hos politiet om det, der i starten blev kaldt den hemmelige lov. De har nu i højere grad taget de nye værktøjer i brug«, siger Karsten Kolding, underdirektør i Rådet for Større Færdselssikkerhed.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her