»En national narresut«, kaldes ja-aftalen om EU-forfatningen af JuniBevægelsens talsperson Trine Pertou Mach - der i øvrigt selv er medlem af SF. »Hvis vælgerne ønsker garanti imod at miste vetoret på de problematiske områder, så er det EU-forfatningen, man skal takke nej til«, siger hun. JuniBevægelsen mener, at forfatningen gør EU til »en centralistisk stormagt, der både skal have præsident, udenrigsminister, en fælles hær og en liberalistisk monetær union«. Kjærsgaaard: En papirtiger Her er bevægelsen helt på linje med Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, der kalder forfatningen »en ensrettet motorvej, der fører direkte til Bruxelles, og der er ikke en eneste afkørsel i sigte«. »Aftalen er en papirtiger«, skriver Pia Kjærsgaard i en kommentar. »Vi ved jo, at partiernes holdninger til EU ændrer sig, og ændringerne går kun i én retning, nemlig mere union«. EL: Udemokratisk Enhedslistens Keld Albrechtsen finder ideen om at flytte beslutninger over til en lukket klub af partiledere dybt udemokratisk: »Jeg synes ikke, vælgerne kan være trygge ved, at Holger K. Nielsen, Margrete Auken, eller hvem der nu måtte være SF-formand, skal være en garant mod mere union og mindre demokrati«. Keld Albrechtsen mener, at SF er ved at isolere sig fra størstedelen af en europæisk venstrefløj, der er imod forfatningen. Ros fra Nyt Europa Til gengæld høster aftalen roser fra Nyt Europa, der har det tidligere folketingsmedlem, SF'eren Steen Gade som formand. »Det er åbenlyst godt, at de fem partier nu kan samles om en aftale, og SF's deltagelse vil ganske sikkert gøre det lettere at skaffe et flertal ved folkeafstemningen. Det er en meget stor sejr for Holger, at SF fik sine krav igennem«, vurderer Steen Gade. Han er dog kritisk over for, at aftalen gør det svært at gå over til flertalsafgørelser om social- og arbejdsmarkedspolitik. Det kan hurtigt vise sig nødvendigt, mener han, og derfor kan Danmark »få aftalens vetobestemmelser direkte tilbage i nakken«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























