Danskerne vil gerne bosætte sig i Skåne, men er ikke meget for at se tv på svensk. Svenskerne derimod foretrækker indkøbsture til Danmark og vil hellere se danske tv-udsendelser hjemme fra den svenske sofa frem for at flytte over sundet. Det viser en undersøgelse lavet af Jysk Analyseinstitut for TV 2 Lorry i København og SVT/Sydnytt i Malmø, der skal kortlægge, hvordan det står til med integrationen i Øresundsregionen. 636 mennesker fordelt ligeligt på begge sider af Øresund er blevet interviewet om alt fra samarbejdet mellem svenske og danske uddannelser til de to nationaliteters tv-vaner. Danskerne vil flytte Undersøgelsen viser bl.a., at svenskerne er mere begejstrede for dansk tv end omvendt. Selv om næsten alle på begge sider af sundet kan se fjernsyn produceret på den anden side, benytter kun hver femte dansker sig af den mulighed. Omvendt svarer hver anden svensker, at de ser dansk tv flere gange om ugen eller hver dag. Danskerne er imidlertid langt mere begejstrede ved tanken om at flytte til Sverige, end svenskerne er for udsigten til at bosætte sig i deres flade naboland. 11 procent af hovedstadsregionens næsten to millioner indbyggere svarer, at de inden for de næste fem år »sandsynligvis godt kunne tænke sig at bo på den anden side af Øresund«. Det tilsvarende tal for svenskere, der godt kunne tænke sig at bo i København og omegn, er kun to procent. Vil shoppe Svenskerne er dog ikke helt modvillige i forhold til at tage turen over broen - i hvert fald ikke, når der er tale om indkøbsture. Her svarer 70 procent, at de har været på indkøb i Danmark inden for det sidste år blandt andet for at købe tøj og dagligvarer, men først og fremmest for at købe alkohol. For danskernes vedkommende er kun 30 procent taget på shoppingtur i det svenske - primært for at købe tøj og fødevarer. Deltagerne blev også spurgt ud om forskelle mellem de to folk. Og her er det klart svenskerne, der oplever de største forskelle. Hver femte mener, at der er store forskelle på de to nationaliteter, mens det kun er hver tiende dansker, der synes, der er stor forskel på, om man kommer fra den ene eller den anden side af sundet. Næsten halvdelen af de udspurgte mener, at danskere og svenskere adskiller sig fra hinanden, når det gælder mentalitet og holdninger, hvorimod områder som kultur og sprog rangerer lavere. Faktisk udfordrer undersøgelsen myten om, at forskellen på det danske og det svenske sprog udgør en af de store barrierer i forhold til udviklingen i Øresundsregionen. Kun få svarer, at de har problemer ved at forstå de sproglige gloser i nabolandet, mens langt de fleste synes, de forstår dem udmærket.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























