Gravide skal holde sig fra at bruge spray til at imprægnere sko og tøj mod regn og slud. Det har vist sig, at stofferne i sprayen kan give skader på fostre, advarer Miljøstyrelsen. En ny undersøgelse fra styrelsen viser, at nogle imprægneringsmidler indeholder organiske opløsningsmidler. Det er farligt for fostre, også selv om man sprayer udendørs. Fordamper og giver gener »Nogle af produkterne indeholder op til 90 procent organiske opløsningsmidler, hvilket må siges at være rigtig meget. Det udgør en risiko for sundheden, og vi anbefaler derfor, at man helt holder sig fra imprægneringsmidler, når man er gravid, ligesom børn heller ikke skal komme i nærheden af midlerne«, siger Frank Jensen fra Miljøstyrelsen Kemikalier til styrelsens nyhedsbrev. De organiske opløsningsmidler er væsker, som kan opløse olie, fedt og mange andre stoffer, der ikke kan opløses i vand. De fleste fordamper let og kan give gener som hovedpine, sløvhed, overfølsomhed og åndedrætsbesvær. Undgå indendørs brug Det drejer sig om stoffer med navne som 1-butanol, 2-butan-oxim, butylacetat, propan-2-ol og heptan. Er man ikke gravid, kan man godt give vinterjakken og støvlerne en gang imprægnering. Miljøstyrelsen anbefaler, at man læser de grønne råd om imprægnering på styrelsens hjemmeside. »Bruger man midlerne på sprayform, bør man undgå at spraye indendørs. Samtidig er det en god idé at tage handsker på, så man ikke får de skadelige stoffer på huden«, siger Frank Jensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























