Danskerne kommer i stigende omfang i nærkontakt med de mange rotter, der myldrer rundt i kloaksystemet. Tal fra Miljøstyrelsen viser, at antallet af klager over rotter er steget markant det seneste tiår. I midten af 1990'erne lå niveauet for anmeldelser på omkring 100.000. De seneste år har tallet ligget på cirka 140.000. Eksperter skyder skylden på det nedslidte kloaknet. »Der er ingen tvivl om, at de dårligt vedligeholdte kloakker er årsagen til stigningen i anmeldelserne. Rotterne har jo nemt ved at gnave sig ud og komme op i vores køkkener og soveværelser«, siger Peter Weile, Miljøstyrelsens rotteekspert. Resistente rotter Hans bekymring bliver ikke mindre af, at stadig flere rotter bliver resistente over for rottegift. »Der er konstateret resistens flere steder i landet mod tre af vores seks aktivstoffer mod rotter, og det breder sig med tre-fem kilometer om året. Så på et tidspunkt vil der være resistens i større dele af landet«, siger Weile, der minder om, at de 1-2 millioner rotter i Danmark er smittebærere af flere alvorlige sygdomsbakterier, hvoraf nogle kan resultere i dødsfald. Farligt spildevand Kloakkerne kan også være sundhedsfarlige på anden vis, nemlig når spildevandet får lov at flyde over. »Det nedslidte kloaknet betyder øget risiko for sygdomme og forurening - og for ubehagelige bakterier som tyfus og salmonella. Systemet matcher hverken fremtidens eller nutidens krav«, advarer Mogens Henze, professor i spildevand og institutleder på Danmarks Tekniske Universitet. Han siger, at kloaknettet i vidt omfang er baseret på teknologi fra 1850'erne. 9.000 kilometer skal repareres En rapport fra Miljøstyrelsen estimerer ud fra indberetninger fra kommunerne, at godt 9.000 km ud af det samlede danske kloakledningsnet på cirka 57.000 km - 16 procent - er så nedslidt, at det er nødvendigt med reparation nu. Styrelsen vurderer, at der skal bruges 1,8 milliarder kroner årlig de næste fem år for bare at dække det akutte behov. Eksperter og nogle kommuner mener imidlertid, at der skal investeres langt mere. Dels fordi kloaknettet skal trimmes til de større og kraftigere regnmængder. Dels fordi mange kommuner reelt ikke kender problemets omfang og har en tendens til at underdrive og nedprioritere det. KL afviser Formand for Kommunernes Landsforenings miljøudvalg Kurt Hockerup (K) afviser, at kommunerne glemmer kloakkerne. »Nu har jeg ikke kendskab til alle kommuner, men i kommunerne omkring København gør man altså rigtig meget. Men det er da rigtigt, at hvis man ikke holder kloakkerne ved lige, så bliver det dyrere på sigt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























