Overgangen til vintertid natten mellem lørdag og søndag vil koste mange vilde dyr livet. I dagene umiddelbart efter vil særligt mange dyr blive kørt ihjel i trafikken, fordi de ikke er i stand til at stille deres biologiske ur en time tilbage. Når morgen- og aftentrafikken pludselig afvikles i morgengryet og skumringen, hvor dyrene normalt krydser landevejene, går det galt. »Det tager dyrene nogle uger at vænne sig til ændringen. Når skumringen sænker sig tidligere på dagen i december og ikke falder sammen med myldretidstrafikken, oplever vi igen en nedgang i antallet af trafikdræbte dyr«, siger vicedirektør Jens Peter Simonsen, Skov- og Naturstyrelsen. Danske bilister kører hvert år mere end fem millioner vilde dyr ihjel.
Vintertid bringer vilde dyr i livsfare
Lyt til artiklen