De københavnske socialdemokrater var adskillige timer om at pege på den ventede løsning til at sidde i overborgmesterstolen. Tidligere sundhedsborgmester Lars Engberg (S) kan det næste års tid sætte sig i den stol, Jens Kramer Mikkelsen netop har forladt. Nye initiativer Lars Engberg var glad for valget og vil ikke bare sidde tiden af. »Der vil også være plads til nye initiativer, og jeg ser også frem til at forhandle en metroring på plads. Et godt grundlag for næste valgkamp«, sagde den nykårede vikar. Berndtson tabte - igen Engberg var i konkurrence med kommunens miljøborgmester Winnie Berndtson (S), som hele tiden har stilet efter at blive partiets spidskandidat og dermed ende som overborgmester. Den kamp tabte hun klokkeklart, da hun i urafstemningen blandt de godt 3.000 københavnske partimedlemmer blev nummer fire ud af seks kandidater. Folketingsmedlem Ritt Bjerregaard løb dengang med sejren og afstemningen, da hun i første runde scorede over halvdelen af stemmerne. Engberg suveræn Det har længe stået klart, at pilen - og flertallet - vendte mod Lars Engberg. I første omgang skulle partiets 16 kredsformænd bestemme sig og pege på en favorit, og den anbefaling blev så gennemtygget i selve BR-gruppen. Lars Engberg har tidligere siddet som sundhedsborgmester i Københavns Kommune, og i øjeblikket er han formand for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Den post bliver nu ledig, men hvem, der får den kasket, tager partiet først stilling til senere på ugen. I den 16 mand og kvinde store S-gruppe scorede Engberg da også et massivt flertal med 12 stemmer, mens Winnie Berndtson fik tre. En enkelt socialdemokrat stemte blank.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























