En usædvanlig alliance mellem SF og Dansk Byggeri vil løse problemet med de nedslidte danske kloakker ved samtidig at gøre en indsats mod arbejdsløsheden. »På den måde hjælper man sundhed, miljø og beskæftigelse på en gang - og overlader ikke problemet og regningen til vores børn og børnebørn«, påpeger SF's finansordfører, Ole Sohn, der fremlægger ideen som led i en samlet beskæftigelsesplan i næste uge. »Udspillet passer fint med den forholdsvis store arbejdsløshed på området«, mener afdelingschef Kjeld A. Nielsen fra Dansk Byggeri. 3.000 flere job Han peger på, at beskæftigelsen inden for anlægsområdet er faldet med 2.000 siden 2002 og vurderer, at en gennemgribende kloakrenovering vil give job til 3.000 mand årligt, hvis man medregner producenter af materialer, vognmænd og andre indirekte effekter. Som Politiken har fortalt de seneste dage, er mindst 9.000 af de cirka 57.000 kilometer offentlige danske kloakledninger så nedslidte, at der er akut behov for reparationer. Og de private grundejeres kloakker er i endnu ringere stand. Mange flere rotter Kloaknettets dårlige tilstand sammenholdt med rotternes større resistens over for gift er hovedårsagen til, at antallet af årlige rotteanmeldelser er steget fra omkring 100.000 til cirka 140.000. Eksperterne forventer endnu større problemer i fremtiden, blandt andet med flere oversvømmelser og grundvandsproblemer som følge af klimaændringerne. Efterslæb skal indhentes Kommunerne lovede i 1994 i en aftale med SR-regeringen at bruge 1,2 milliarder kroner årligt på renovering af kloakkerne frem til 2008, blandt andet ud fra hensyn til beskæftigelsen. Men de har kun brugt 0,9 milliarder kroner årligt og har nu et stort efterslæb, mener en række eksperter. Det er det efterslæb, SF vil have indhentet senest 2010 ved at forpligte kommunerne til at lave planer for renovering af vand- og kloakledningsnettet. Kommuner og forsyningsselskaber får et tilskud på 10 procent til meraktiviteten inden for en samlet ramme på fire milliarder kroner - penge, der skal hentes hos multinationale selskaber og ved andre omlægninger af skattesystemet. S bakker op Også Socialdemokraterne bakker op om forslaget: »Det harmonerer godt med vores tanker, da det vil give et tiltrængt løft til beskæftigelsen. Og behovet er blevet understreget med de rotteplager, som har spredt sig på det sidste«, siger kommunalordfører Ole Stavad (S). Han peger på, at finansieringen kunne findes ved ikke at satse på skattelettelser, som regeringen har gjort det. Skeptisk minister Kristendemokraterne mener til gengæld, at staten bør gå endnu længere og bebuder et beslutningsforslag om ensartet standard for kommunernes kloakrenovering. »Opgørelserne over, hvor galt det står til, er jo meget usikre. Hvis kommunerne får klarere og strammere regler for renovering, vil private grundejere også få større incitament til at gøre noget ved deres kloakker«, mener partiets gruppeformand, Mogens Nørgård Pedersen. I Miljøministeriet er der kraftig skepsis over for, hvordan en standard vil kunne udformes, uden at det griber ind i det kommunale selvstyre. Miljøminister Connie Hedegaard (K) vil ikke kommentere forslaget, før hun har set det, men henviser til regeringens seneste aftale med kommunerne, hvor det fremgår, at kommunerne er indstillet på at forny kloakkerne. Finansminister Thor Pedersen (V) vil ikke kommentere udspil fra partierne, så længe forhandlingerne om finansloven er i gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























