Siden 1999 har 1.000 udlændinge fået visum til indrejse i Danmark uden at være berettiget til det. Det har Udenrigsministeriet konstateret ved kontrolbesøg på danske diplomatiske repræsentationer i udlandet. Derfor er retningslinjerne blevet lavet om, og udenrigsminister Per Stig Møller (K) har igennem Folketingets statsrevisorer anmodet Rigsrevisionen om at undersøge, om systemet kan gøres endnu mere sikkert. Kun lille del De 1.000 fejlbehandlede visumansøgninger udgør kun en lille del af de i alt 550.000, som er behandlet af Udenrigstjenesten i perioden fra 1999 til nu. Ifølge udenrigsministeren er der hver gang blevet grebet ind, og kun i et enkelt tilfælde har udlændinge fået visum til indrejse i Danmark som følge af regulær svindel. »I det store og hele går det rimeligt godt, men der har været for mange fejl visse steder«, sagde udenrigsministeren, efter at han havde orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget om sagen. Udenrigsministeren kan ikke oplyse, om de 1.000 udlændinge, der har fået indrejsetilladelse, stadig befinder sig i landet, om de er rejst videre, eller om de er rejst hjem.
1.000 har fået visum til Danmark ved fejl
Lyt til artiklen