Det var ikke meget, de kunne huske. Vidnerne, der afgav forklaring i retssagen mod de to tiltale for drabet på den italienske turist Antonio Curra sidste sommer. »Jeg kan ikke huske det«, var således de ord, der oftest blev brugt på retssagens tredje dag. Et vidne protesterede direkte mod at skulle fortælle, hvad han vidste. »Det er farligt«, sagde han. Men dommeren fastholdt, at han altså skulle vidne og forklarede ham, hvordan han kan henvende sig til politiet i tilfælde af ubehagelige episoder - og at man desuden »straffes for den slags«. Nægtede forklaring Ifølge politirapporter havde vidnet tidligere fortalt politiet, at han vidste, hvem der havde gjort hvad under overfaldet på italieneren. Men det nægtede vidnet i retten. Samme mønster gik igen under størstedelen af vidneforklaringerne. Hvad de tidligere havde sagt til politiet om, at Antonio Curra ville købe hash af de to tiltalte fætre, at fætrene prøvede at snuppe hans penge, at italieneren slog den ene i jorden og derefter selv blev stukket med en kniv, og at politiet havde fat i de rigtige. Alt var pludselig glemt. Og flere nægtede nogensinde at have fortalt politiet om detaljerne. Frygter at stå frem Mindst et af vidnerne ville ikke selv møde op i retten og måtte hentes af politiet. Det pågældende vidne havde i følge en politirapport tidligere forklaret, at han frygtede repressalier, hvis han vidnede, og han »ønskede stadig at kunne færdes i miljøet«. Det nægtede han imidlertid at have sagt. »Hvem skulle jeg dog frygte? Selvfølgelig tør jeg vidne«, fastslog han. Også en af lederne af selve efterforskningen af drabssagen vidnede. Anklageren spurgte blandt andet, om der var kommet mange anonyme henvendelser i sagen. »Der er stort set ikke kommet andet« svarede han og tilføjede: »Det er min opfattelse, at det er på grund af personlig frygt, at folk ikke ønsker at stå frem«. En anden fra politiet forklarede desuden, at han havde helt konkrete oplevelser med folk, der meget gerne ville hjælpe, men ikke turde. Tilhørere smidt ud Under retsmødet i går blev tre af tilhørerne vist ud af lokalet. En politibetjent havde set dem forsøge på at påvirke et par af vidnerne, og da anklageren gjorde dommeren opmærksom på problemet, blev de tre straks smidt ud. »Hvad har vi gjort? Vi sidder bare og lytter. Svineri, mand«, var den enes kommentar. Retssagen fortsætter igen mandag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























