Husejerne fredes for jagt på snyd

Lyt til artiklen

Boligejere med ondt i samvittigheden kan fortsat sove trygt. Regeringens indsats mod sort arbejde stopper ved husejernes havelåge. Det slog både skatteminister Kristian Jensen (V) og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fast, da de præsenterede regeringens initiativer over for sort arbejde og socialt bedrageri. »Private hjem skal være undtaget kontrol. Vi ønsker ikke at skabe et stikkersamfund, som vi kender det fra det tidligere Østtyskland og Nordkorea. Vi går efter det organiserede og professionelle snyd«, siger Claus Hjort Frederiksen. Sort arbejde for 50 milliarder Selv om initiativerne generelt bliver modtaget positivt af erhvervs- og faglige organisationer, vækker det undren, at de private boligejere går fri. »Det er indlysende for enhver, at der mangler indsats mod køberne af sort arbejde, som er en afgørende faktor i det sorte arbejde, der løber op i 50 mia. kr. om året«, siger Håndværksrådets direktør, Lars Jørgen Nielsen. Så længe det ikke sker, vil der altid være virksomheder, der sørger for at dække efterspørgslen ved at udbyde sort arbejde, mener han. »Lovpakken er positiv i forhold til socialt bedrageri, men vi kommer ikke det almindelige sorte arbejde, der virkelig tonser derudad, til livs. Der mangler mod og mandshjerte hos politikerne«, siger Lars Jørgen Nielsen. Han mener, at der bør indføres stikprøver hos boligejere, der har fået lavet større ombygningsprojekter. »Alle os almindelige mennesker skal vide, at der er en risiko, hvis vi beder om sort arbejde. Det er der ikke i dag«, siger han. Også lønmodtagerorganisationerne mener, at initiativet er for slapt over for modtagerne af det sorte arbejde. Alle skal straffes »Efterspørgerne skal straffes på samme måde som den, der bedriver hæleri. Danmark er det vestlige land, hvor det er mest risikofrit at efterspørge sort arbejde. Her springer regeringen fortsat over, hvor gærdet lavest, under dække af boligens ukrænkelighed«, siger Kurt H. Jakobsen, formand for BAT-kartellets Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg. Han får dog svar på tiltale fra beskæftigelsesministeren. »Der er meget hykleri i de faglige organisationer. De ved jo godt, at det er deres medlemmer, der udfører det sorte arbejde. Derfor må de også påtage sig deres ansvar«, siger Claus Hjort Frederiksen. Skatteminister Kristian Jensen understreger, at det allerede med de nuværende regler er strafbart at få udført sort arbejde. »Problemet er at kontrollere. Det er ikke forbudt at gøre arbejdet selv. Og det er ikke forbudt for håndværkere at arbejde hverken om aftenen eller i weekenden. Derfor synes vi, at det er bedre at bruge resurserne dér, hvor det giver resultater«, siger han. Han får opbakning af professor i skatteret Ole Bjørn. »Jeg tror, at der er folkelig opbakning til at gå efter den organiserede og mest ondartede form for sort arbejde. Men går man over bedet, så hører den folkelige forståelse op«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her