Vroum! VROUM! VROOUUUMMMM! Trafikstøj er ikke kun irriterende for øregangen, men kan faktisk skabe komplikationer i hjertet. Det fastslår det første danske studium baseret på internationale undersøgelser på området, der i dag fremlægges på Miljøstyrelsens og Vejdirektoratets støjmesse i København. 800-2.200 danskere indlægges hvert år på sygehus med forhøjet blodtryk eller hjertesygdom som følge af trafikstøj. Og 200-500 dør tidligere end ellers, vurderer Arbejdsmiljøinstituttet og konsulentfirmaet Cowi. »Især trafikstøj i nattetimerne påvirker blodtrykket og hjertet, specielt når man sover for åbent vindue. Man vågner flere gange og sover ikke så dybt så længe, og det er ligesom natarbejde ødelæggende for helbredet«, siger seniorforsker Søren Peter Lund fra Arbejdsmiljøinstituttet. Tommelfingerregel Som en tommelfingerregel kan man sige, at hver gang støjen stiger med 5 decibel, stiger risikoen for forhøjet blodtryk og hjertesygdomme med ni procent. Det skaber naturligvis store sundhedsmæssige ekstraomkostninger. Cowi anslår medicin, lægebesøg og sygehusbehandling til 40-100 millioner kroner årligt og dødsfald og sygefravær til mellem 1,8 og 5,1 milliarder. Og så har man endda ikke medregnet andre sundhedsskader som hormonelle påvirkninger, kommunikationsbesvær, hovedpine, stress og søvnproblemer. Eller den negative indflydelse på børns indlæring. »Der er ingen tvivl om, at det samfundsmæssigt kan betale sig at gøre noget ved problemet - hvis man bruger de rigtige instrumenter«, siger økonom Mads Paabøl Jensen fra Cowi, der især peger på støjreducerende asfalt og isolerede vinduer. Derimod kan hastighedsreduktion og støjskærme sjældent betale sig. 700.000 danske boliger er belastet af støj på over 55 decibel, heraf er 150.000 udsat for 65 decibel, hvilket populært sagt svarer til at have dagligstue på en middeltravl banegård. Ny handlingsplan SR-regeringen planlagde i 1993 at få nedsat antallet af stærkt støjbelastede boliger til 50.000 inden 2010. Men hverken SR eller deres efterfølgere gjorde noget ved sagen: VK-regeringen fjernede kort efter sin tiltræden støjværnsprojekter til 200 millioner kroner. Regeringen fremlagde for knap et år siden en handlingsplan mod trafikstøj, der blev kritiseret af oppositionen for at være for svag. Siden har VK dog lovet 100 millioner kroner over seks år til støjbekæmpelse langs statsvejene, først og fremmest motorveje. 95 procent af de støjplagede danskere bor imidlertid på kommune- eller amtsveje. Mads Paabøl Jensen fra Cowi vurderer, at hvis det oprindelige mål om 100.000 færre stærkt støjbelastede boliger skal nås, vil det bedst kunne betale sig samfundsøkonomisk at udskyde fristen til 2020 og udskifte vejbelægninger i takt med nedslidningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























