Som borgmester i Farum forskønnede Peter Brixtofte to år i træk økonomien for byrådet. Begge gange blev minus vendt til plus af borgmesteren, fremgik det, da kommunens tidligere økonomidirektør Carsten Lehrmann vidnede i straffesagen mod Brixtofte. I indledningen til det regnskab for år 2000, som blev fremlagt for byrådet, skrev borgmesteren, at kommunen kom ud af året med et »nulresultat«. »Det er Brixtoftes ord«, forklarede Carsten Lehrmann. Ændrede underskud til overskud Nogle måneder senere fastslog kommunens revisorer, at året havde givet et underskud på 137 millioner kroner. Revisorerne ville blandt andet ikke godkende nogle 'finansforskydninger' på 136 millioner. Det var aldrig gået op for Lehrmann, hvad begrebet 'finansforskydninger' dækkede. Han var ny i jobbet og kom fra det private erhvervsliv uden kendskab til de kommunale regnskabsregler, da regnskabet blev opstillet. I eftersommeren 2001 afleverede han administrationens budgetforslag for 2002 til Brixtofte. Det viste et underskud på godt 120 millioner. Det ændrede borgmesteren til et overskud på 228 millioner ved at indregne forventede indtægter på 350 millioner fra salg af byggegrunde. »De tal kom fra Peter Brixtofte«, sagde Lehrmann. Revisor fjernet fra jobbet 5. december 2001 gjorde han skriftligt borgmesteren opmærksom på, at kommunens ledende revisor havde »konstateret«, at kommunen ikke levede op til reglen om, at den gennemsnitlige kassebeholdning inden for det seneste år skal være positiv. »Hvem er det!!! Hvorfor er han her om det?«, skrev Brixtofte på notatet, der viste, at der var fire millioner i kassen ifølge kommunens egen opgørelse. Dagen efter var revisoren taget fra jobbet i Farum. Og en halv snes dage senere blev Carsten Lehrmann degraderet, fordi han advarede om, at bunden var ved at gå ud af kommunekassen, fortalte den tidligere økonomidirektør. Efter den vidneforklaring krævede Peter Brixtofte selv at blive afhørt. Han afviste kategorisk, at han fik revisoren sat fra bestillingen. Men han havde besluttet at degradere Lehrmann på grund af manglende kvalifikationer. Han havde skuffet de forventninger, som Brixtofte havde, da han udvalgte ham til direktørjobbet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























