Læger indberetter for få bivirkninger

Lægerne er ikke gode nok til at informere patienterne om bivirkninger. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lægerne er ikke gode nok til at informere patienterne om bivirkninger. - Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Lægerne er stadig for dårlige til at indberette bivirkninger ved medicin til Lægemiddelstyrelsen. Det viser en opgørelse fra det første år, efter at lægernes pligt til at indberette bivirkninger 1. juli 2003 blev udvidet. Frem til 1. juli i år havde Lægemiddelstyrelsen fået i alt 1.849 indberetninger fra sundhedsfagligt personale. Tidligere kom der omkring 1.200-1.300 om året. »Så det er blevet bedre, men der er ingen tvivl om, at vi burde få langt flere«, siger overlæge Doris Stenver, Lægemiddelstyrelsen. Patienter kan indberette Tidligere skulle læger kun indberette alvorlige bivirkninger ved medicin, de første to år et præparat var på markedet. Den tidsbegrænsning er ophævet, fordi Lægemiddelstyrelsen ønsker et bedre overblik over arten og hyppigheden af bivirkninger ved den medicin, der er på markedet. Samtidig med at lægernes pligt til indberetning blev udvidet, fik også patienter og pårørende mulighed for selv at indberette direkte til Lægemiddelstyrelsen. Det har 149 benyttet sig af i det første år. »Det forholdsvis beskedne tal kan hænge sammen med, at mange patienter stadig vælger at lade deres bivirkninger indberette via lægen«, siger Doris Stenver. Nye bivirkninger Lægemiddelstyrelsen er meget interesseret i at se, om patienterne selv indberetter andre bivirkninger end dem, man hører om fra lægerne. Den første undersøgelse af det viser, at to tredjedele af de indberetninger, som kommer fra patienterne selv, drejer sig om kendte bivirkninger. Men en tredjedel handler om noget, som ikke tidligere er beskrevet. »Når materialet fra patienterne bliver større, vil vi lave en egentlig undersøgelse af, hvordan disse indberetninger adskiller sig fra dem, vi får fra lægerne. Det vil vi også samarbejde med de andre EU-lande om. Holland har i foråret åbnet mulighed for, at patienterne selv kan indberette, og andre EU-lande kører pilotprojekter med henblik på at gøre det samme«, siger Doris Stenver. Bumsemidler De fleste indberetninger fra patienter drejer sig om bumsemidlerne Roaccutan og Accutin, som var genstand for stor offentlig omtale i forsommeren 2003 på grund af alvorlige psykiske bivirkninger. Andre handler om depressionspiller, bl.a. af mærket Cipramil, og gigtmidlet Vioxx, der nu er trukket tilbage. I alt har patienterne indberettet bivirkninger ved 113 forskellige lægemidler. Lægerne forsømmer ikke Bivirkningsrådet, som er et nyt organ, der skal drøfte problemer i forbindelse med lægemidlers bivirkninger, diskuterer i øjeblikket, hvordan man kan få lægerne til at overholde deres indberetningspligt. En spørgeskemaundersøgelse blandt 279 praktiserende læger viser ifølge tidsskriftet Dagens Medicin, at lægerne ikke kun forsømmer deres pligt til at indberette til Lægemiddelstyrelsen. Mange læger er også tilbageholdende med at give deres patienter oplysninger om risikoen for bivirkninger ved den medicin, de ordinerer. Det skyldes, at de er bange for at forvirre patienterne og skabe bekymring med den slags oplysninger. Pligt til information Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Elisabeth Hersby siger til Politiken, at det er svært at sige noget helt firkantet om lægers pligt til at informere deres patienter om risikoen for bivirkninger. »Udgangspunktet er, at patienter ifølge loven om patienters retsstilling skal give et såkaldt informeret samtykke til en behandling. Det vil sige, at patienten i princippet har ret til at vide, om der er risiko for komplikationer eller alvorlige bivirkninger ved behandlingen«. »Men det beror altid på en konkret vurdering i situationen, hvor meget lægen skal fortælle. Det handler også om en afvejning af risikoen for bivirkninger i forhold til, hvad man kan forvente at opnå ved behandlingen«, siger Elisabeth Hersby.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her