En intern strid om, hvorvidt Det Mosaiske Troessamfund er en menighed eller en forening, har fået overrabbiner Bent Lexner til at true med at forlade sin post. Den ortodokse overrabbiner afviser blankt at optage ikkejøder i trossamfundet, selv om mange medlemmer gerne ser det ske. »Det vil stride imod mine holdninger. Mosaisk Troessamfund er en menighed bestående af jøder. Hvis man vil lave et Mosaisk Troessamfund, der består af ikkejøder, så er man ude i noget, der er principielt forkert«, siger Lexner, som har meddelt ledelsen af trossamfundet, at han som ortodoks overrabbiner ikke kan fortsætte, hvis man ændrer reglerne i mere liberal retning. Gift med ikkejøder Sagen er, at 80 procent af de danske jøder gifter sig med ikkejøder. Fra dem lyder et voksende krav om, at også deres ægtefæller og børn kan blive medlemmer af Det Mosaiske Troessamfund, selv om de ikke er jøder per definition. Kun børn af jødiske mødre eller konverterede anerkendes som jøder. »Jeg mener, at Mosaisk Troessamfund er en forening, som man kan blive medlem af. Det er ikke en menighed. Det udelukker ikke, at der er vandtætte skotter mellem det rent verdslige og så det, der sker i synagogen«, siger talsmanden for Det Mosaiske Troessamfunds repræsentantskab, Jacques Blum, som gerne ser ikkejøder optaget som medlemmer. Frygt for uddøen Blum frygter, at Det Mosaiske Troessamfund er på vej til at uddø i Danmark, når reglerne er så stramme, for medlemstallet er faldet til under 2.000, og det antages, at omkring 60 medlemmer forsvinder hvert år. »Jeg ser ikke den religiøse, men derimod den kulturelle jødedom som vigtigst, og jeg er ikke ligeglad med, at Mosaisk Troessamfund uddør«, siger han. Lexner står imidlertid fast på principperne: »Det kan da godt være, at trossamfundet forsvinder. Men det er jo ikke guddommeligt, at der skal være en jødisk menighed i Danmark. Mange andre steder er jødiske menigheder forsvundet«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























