Udvist kvinde hjem til Brædstrup efter fængsling i Teheran

»Sharam, du har tabt dig alt for meget«, lød det bekymret fra Maryan Dostar i lufthavnen i Kastrup.   Foto: Peter Hove OlesenA!
»Sharam, du har tabt dig alt for meget«, lød det bekymret fra Maryan Dostar i lufthavnen i Kastrup. Foto: Peter Hove OlesenA!
Lyt til artiklen

Maryan og Sharam Dostar skiftedes til at græde af glæde. Maryan var i sikkerhed. Blomsterne i Sharams velkomstbuket led hårdt under velkomstknusene ved ankomstslusen i Kastrup Lufthavn. 105 dages mareridt var slut. For bare få dage siden så situationen fuldstændig håbløs ud for ægteparret. Maryan Dostar var blevet fængslet i Teheran efter i juni at være udvist af Danmark. I værste fald kunne sagen ende med døden ved stening. Bevægede dage Nu holdt de hinanden i hånden på bagsædet i bilen på vej ind til Københavns Hovedbanegård, så de kunne komme med toget hjem til den treværelses i Brædstrup ved Horsens. Det havde været nogle bevægede dage. Sharam Dostar, der fik asyl i Danmark i 2000, klagede i torsdags sin nød til Politiken, der straks begyndte at kime både Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet ned. I ministeriet var parret, der blev borgerligt viet i Tyrkiet for et år siden, stadig en sag, fordi det havde klaget over afslaget på familiesammenføring i Danmark. Midt om natten Fredag morgen blev Maryan Dostar ved familiens egen indsats løsladt fra fængslet mod en kaution på små 60.000 kr. Med besked om at hun ville blive hentet til nye afhøringer. Fredag aften besluttede integrationsminister Bertel Haarder (V) at give hende opholdstilladelse. De danske udlændingemyndigheder havde allerede i juli opdaget, at Maryan opfyldte betingelserne for at få asyl, men da var hun tre uger før rejst tilbage til Iran. Mandag morgen, på sin ét års bryllupsdag, kom Maryan Dostar til den danske ambassade i Teheran for at få nye papirer. Lige efter midnat mellem mandag og tirsdag sad hun i et fly på vej til Europa. Klokken lidt over tre tidligt tirsdag blev Sharam Dostar hjemme i lejligheden i Brædstrup ved Horsens vækket af en embedsmand, der fortalte, at Maryan ville komme til Kastrup Lufthavn kl. 10.45 LH5240 fra München landede tre minutter før tid, mens Sharam Dostar stadig sad i et forsinket tog. Han løb de sidste meter fra perronen og nåede ankomstslusen før sin kone. Så sent som i lufthavnen i Teheran havde Maryan Dostar frygtet, at det ville gå galt: »En iransk politimand sagde, at mit visum ikke var gyldigt til Tyskland, hvor jeg skulle mellemlande. Men heldigvis kom der nogen og sagde, at mit visum var godt nok«. »Sådan er islam« Efter løsladelsen fredag morgen var Maryan Dostar hele tiden bange for, at hun skulle blive arresteret igen. Så da hun mandag morgen begav sig på vej, var alle mandlige slægtninge og venner udkommanderet til at stå vagt to og to i gaderne ved den danske ambassade, så hun ikke gik i en politifælde: »Det må have lignet en agentfilm«, siger hun. I fængslet var hun blevet slået: »De spurgte hele tiden, hvorfor jeg som muslim havde giftet mig kristent, som de kaldte det. De sagde også, at Sharam og jeg burde dø, når vi kunne gifte os kristent«. »Ja, sådan er islam«, sukkede Sharam Dostar efter oversættelsen af de bemærkninger. Hjemme i Brædstrup var der store smil over genforeningen på hans arbejdsplads, Brædstrup Træ Industri: »Sharam har været helt nede, siden konen måtte rejse«, fortalte hans chef, Stig Jørgensen, mens parret var på vej hjem. »To gange gik han i gulvet af nervøsitet, så vi måtte ringe efter ambulancen. Han er ellers en kanon medarbejder. Vi er så glade for ham«. Samråd Sharam Dostar havde i sin kvide også ringet til det radikale folketingsmedlem Elsebeth Gerner Nielsen, hvis smil er knap så stort: »Naturligvis er det godt at høre, at det lykkedes at få Maryan Dostar ud af Iran. Men alle familien Dostars problemer skyldes jo, at de danske myndigheder i strid med menneskerettighederne sagde nej til familiesammenføring«, siger Elsebeth Gerner Nielsen: »Man kan frygte, at der er sket noget lignende i andre sager, hvor flygtninge har søgt familiesammenføring og derfor har jeg kaldt integrationsminister Bertel Haarder i samråd«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her