Danmark tabte slag om klimagasser

I den globale Kyotoaftale har Danmark og Tyskland forpligtet sig til at reducere brugen af drivhusgasser med 21 procent inden 2012. - Foto: Thomas Borberg
I den globale Kyotoaftale har Danmark og Tyskland forpligtet sig til at reducere brugen af drivhusgasser med 21 procent inden 2012. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Første gang miljøminister Connie Hedegaard (K) satte sig til bords med sine europæiske ministerkolleger, kom hun i mindretal. Efter en fire timer lang debat om klimagasser, hvor der blev lyttet til danske synspunkter, måtte hun erkende, at forståelsen ikke rakte langt nok. »De delte frustrationen over, at når et land er foran, at man så ikke kan få lov at fastholde reglerne. Men da de i sidste ende skulle vælge, så var det noget andet«, sagde Connie Hedegaard. Håbede på dansk undtagelse Danmark vedtog allerede i 2002 regler, der med få undtagelser, forbyder de tre såkaldte f-gasser HFC, PFC og SF6 fra 2006. Stofferne indgår blandt andet i køleskabe, frysere og rengøringsmidler og medvirker kraftigt til den globale opvarmning. Miljøministeren var taget til mødet i Luxembourg for som minimum at komme hjem med en dansk undtagelse eller overgangsordning, men det var der ikke forståelse for blandt hendes kolleger, der bare skulle bruge et kvalificeret flertal. Kun Østrig og Danmark stemte nej, mens Sverige, Belgien og Portugal undlod at stemme. »De var ikke klar til at flytte reguleringen af gasserne fra reglerne om det indre marked til miljøområdet. Men jeg er glad for, at vi havde den vigtige diskussion«, sagde miljøministeren. Bedre klima Greenpeace, der i sin tid var bannerførere for et dansk forbud, er skuffet over beslutningen og kalder det »for den laveste fællesnævner«. »Det er en spildt mulighed for at indføre et skift på det globale marked, som kunne have fået betydelige miljøfordele«, siger Mahi Sideridou fra Greenpeace. I den globale Kyotoaftale har Danmark og Tyskland forpligtet sig til at reducere brugen af drivhusgasser med 21 procent inden 2012, mens resten af EU-landene ligger på omkring 8 procent. »Når vi har forpligtet os for meget mere end de andre, er det da irriterende, at vi ikke kan få lov at lave forskellige bedre tiltag«, sagde Connie Hedegaard. Aftalen mellem EU-landene betyder, at det danske udslip øges med 1 procent, men miljøministeren understreger, at reglerne overordnet set sikrer et bedre klima. »Beslutningen i dag betyder, at EU-landene samlet set vil lede 20 millioner ton CO2 mindre ud«, sagde hun. Formanden for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V), mener ikke det er godt nok. Han vil nu undersøge hvilke muligheder, der er for at bevare de danske regler. »Min umiddelbare reaktion er, at vi skal prøve med miljøgarantien. Måske kan disse gasser komme ind under den«, siger han. Heller ikke Greenpeace vil erkende, at slaget er tabt. Organisationen opfordrer EU-parlamentet til at tage affære. Parlamentet skal godkende ministrenes beslutning, inden den kan vedtages endeligt på et nyt ministermøde. »Det er vanvittigt det her. Jeg vil arbejde for at få beslutningen ændret«, siger Margrete Auken (SF), der sidder i parlamentet for de Grønne. Frygt for forfatning Hun frygter, at det danske nederlag i EU kan få andre vidtrækkende konsekvenser. »Det her er den værste gift, man kan lægge ud, før man skal ud at have støtte til forfatningen«, siger Margrete Auken. Miljøministeren erkender, at det rammer EU's image. »Men det totale udbytte er positivt. Forfatningen handler ikke bare om det indre marked, men også om miljøhensyn«, siger Connie Hedegaard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her