Politikerne kendte til usikkerhed om DR´s økonomi

Lyt til artiklen

Både Danmarks Radio og Folketingets Finansudvalg vidste allerede i 1999, at der var en risiko for en større regning for DR's nybyggeri i Ørestad. Det blev politikerne advaret om, inden de traf beslutningen om en lånegaranti til DR Byen. Det fremgår af et svar fra kulturminister Brian Mikkelsen (K) til Venstres politiske ordfører, Jens Rohde. Usikkerhed om økonomien Rohde har spurgt til sagen, fordi det for tre uger siden kom frem, at DR's ledelse og bestyrelse kendte til risikoen for budgetoverskridelser. Men at den oplysning ikke var gået videre til Finansudvalget, da politikerne i 1999 godkendte statsgarantien for byggelånet. DR's rådgiver havde på det tidspunkt gjort opmærksom på, at der var en økonomisk usikkerhed. Byggeriet kunne blive op til 15 pct. dyrere eller 10 pct. billigere end budgettet på 3 mia. kr. En ekstraudgift på 15 pct. svarer til de 450 mio. kr., som nu mangler i byggebudgettet. Det er korrekt, at den oplysning ikke fremgår af det aktstykke, som et flertal i Finansudvalget godkendte i juni 1999. Men Finansudvalget bad om og fik DR's eget beslutningsgrundlag, oplyser kulturministeren i sit svar. Af DR's beslutningsgrundlag fra maj 1999 fremgår det, at usikkerheden kan betyde, at prisen ryger op på 3,5 mia. kr. eller ned på 2,7 mia. kr. Udvalg var orienteret om risiko »Når Finansudvalget har haft den oplysning, så er det o.k. Jeg spurgte, fordi jeg var bekymret for, at Folketinget havde truffet sin beslutning på et forkert grundlag«, siger Jens Rohde. Elsebeth Gerner Nielsen (R) var kulturminister, da byggesagen blev forelagt Finansudvalget. Hun bekræfter, at udvalget var orienteret om risikoen for en budgetoverskridelse på op til 500 mio. kr. i 1999-priser. »Men en orientering er jo ikke det samme som at acceptere en budgetoverskridelse«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. »Forventningen var, at man skulle lande på omkring 3 mia. kr., og det var bestyrelsens ansvar at holde øje med, hvordan projektet skred frem. Det virker, som om bestyrelsen meget sent er blevet opmærksom på overskridelsen«. V: Politisk hurtighed Finansudvalget sagde ja til en statsgaranti for et lån på 2,3 mia. kr. Resten af pengene til byggeriet kommer fra salg af TV-Byen og Radiohuset. DR vil søge om at få forhøjet statsgarantien til et lån, der kan dække budgetoverskridelsen. I aktstykket fra 1999 er det en klar betingelse, at DR Byen ikke må føre til licensstigninger eller på anden måde kræve offentlige midler. Samt at pengene ikke må tages fra programmerne. Gerner Nielsen vil have kulturministeren til at vurdere, om DR's ledelse har styr på byggeriet efter de seneste ugers drama med fyring af generaldirektør Christian Nissen, bestyrelsesformand Jørgen Kleeners exit og udsigt til, at et politisk flertal vil ændre loven og skifte det meste af bestyrelsen ud. »Måske bør enten kulturministeren eller finansministeren overtage ansvaret for byggeriet«, siger Gerner. Det er der ikke grundlag for nu, mener Jens Rohde. »Men hvis vi politikere nu ikke kan handle hurtigt, så kan det blive nødvendigt at gøre noget«, siger Rohde, der vil have en ny professionel bestyrelse på plads til nytår.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her