Det er sin sag at støve en københavner op, som helst så Barsebäck bevaret. Men til de få undtagelser hører tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V). Når han slår sine døre op hjemme i Hellerup, kan han se direkte over til atomkraftværket på den anden side af Øresund. »Jeg synes, at det er nogle smukke bygninger og har alle dage været tilhænger af atomkraft«, siger Uffe Ellemann-Jensen, der mener, at den danske modstand er præget af stor dobbeltmoral, fordi man på den ene side ønsker at bekæmpe den globale opvarmning, men samtidig ikke vil diskutere atomkraft, som er en realistisk løsning på problemet: »Det er meget, meget kortsigtet«, siger han. Penge burde bruges andre steder Ifølge Uffe Ellemann-Jensen kunne milliarderne til Barsebäcks lukning med fordel bruges andre steder i verden: »I stedet for at nedlægge et godt og sikkert værk som Barsebäck burde man hellere give pengene til litauerne, så de kan lukke Ignalinaværket. Det udgør en reel risiko for os alle. Det er, som om danskerne kun kan forholde sig til, hvad de kan se med det blotte øje, men ikke skænker truslen bag horisonten en tanke«. Bruges som kunsthal Uffe Ellemann-Jensen har tilsyneladende glemt alt om, at han engang stod i spidsen for en borgerlig regering, som op gennem 1980'erne også gjorde alt for at få svenskerne til at lukke Barsebäck. »Gjorde vi virkelig? Nå, men dengang var jeg som udenrigsminister dybt involveret i andre sager«. Venstres tidligere formand håber, at Barsebäcks bygninger får lov til at blive stående i mange år endnu, så han kan bevare sin udsigt. »Måske kan svenskerne i fremtiden bruge værket som kunsthal«. Ideen fra Danmarks forhenværende udenrigsminister er hermed givet videre til Malmø og omegn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























