Ingen straf for videoovervågning på plejehjem

Anklageren havde krævet 2.000 kroner i bøde for overvågningen. - Foto: Nicolai Svane
Anklageren havde krævet 2.000 kroner i bøde for overvågningen. - Foto: Nicolai Svane
Lyt til artiklen

En kvinde slipper for at betale bøde, selv om hun ulovligt satte et videokamera op for at overvåge personalet på plejehjemmet 'Slottet' i København. Det har Københavns Byret besluttet. Straffen bortfaldt, fordi dommeren skønnede, at det var helt særlige forhold, der havde fået kvinden til at indlede overvågningen. Hun satte kameraet op, fordi hun ønskede at afsløre, hvorfor hendes mand var angst over for personalet, og hvorfor han blandt andet havde fået liggesår under sit ophold. Hun mente, at videoovervågningen var sidste udvej, fordi man ikke lyttede til hendes klager på plejehjemmet. Krævede bøde Ifølge anklageren havde kvinden ikke orienteret plejepersonalet om, at hun havde sat et kamera op. Selv mente kvinden, at hun havde sat et skilt op, hvor hun gjorde opmærksom på det. Loven siger, at private udelukkende må bruge overvågningskamera, hvis der tydeligt skiltes med det. Anklageren havde krævet, at kvinden blev idømt en bøde på 2.000 kroner, skriver Ritzau. Fik det bedre Under retssagen har kvindens advokat understreget, at manden fik det væsentligt bedre, da han senere var blevet flyttet fra plejehjemmet. Han var begyndt at tale igen, og hans liggesår forsvandt. Utrygt personale Souschef på Slottet, Trine Schaltz, er tilfreds med rettens afgørelse om, at kvindens videoaktion var ulovlig: »Det er vigtigt for medarbejderne at vide, at pårørende ikke kan filme dem sådan uden videre«, siger Trine Schaltz. Hun erkender dog, at dommen også er lidt uklar, når det tilsyneladende alligevel er i orden at overvåge med kamera, når det som i den konkrete sag lykkes at afsløre problemer. »Det er utrygt, for det betyder, at hvis tilliden mellem personale og pårørende er brudt, kan man frygte, at dette her vil ske igen«. Ikke basis for fyringer Trine Schaltz understreger, at der ikke var basis for at fyre ansatte eller give dem advarsler. En enkelt person, som optræder på optagelserne, fik ikke sin prøveperiode forlænget - men hun var også i forvejen under mistanke for ikke at passe sit arbejde ordentligt, siger hun. Hun mener også, at den utilfredsstillende pleje af manden skyldtes den opkørte konflikt mellem den pårørende og de ansatte dengang - en konflikt, der førte til »mistrivsel« blandt de ansatte. Undersøgelse fra datatilsynet Interessen for tv-overvågning blandt både private og erhvervsdrivende er stigende, og derfor har Datatilsynet netop bedt Justitsministeriet om »en samlet gennemgang af og en stillingtagen til regulering på området«. De mener, at den nuværende retstilstand på tv-overvågningsområdet er ugennemsigtig og kompleks.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her