Løkke: Meget større fald i ventetider

»Det er ikke fair kun at måle regeringen på det første år, når man sammenholder det med udgifterne - 3,5 milliarder kroner - for hele perioden«, siger Lars Løkke Rasmussen
»Det er ikke fair kun at måle regeringen på det første år, når man sammenholder det med udgifterne - 3,5 milliarder kroner - for hele perioden«, siger Lars Løkke Rasmussen
Lyt til artiklen

Ventetiderne til behandling er vejet på en alt for gammel badevægt, som for længst er sat ind i skabet. Det er blot en af de anklager, sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu retter mod DSI Institut for Sundhedsvæsen. Forleden kom instituttet med en hård dom over regeringens store satsning på at nedbringe ventetiderne, som i følge undersøgelsen kun er faldet med to uger. »Det er for så vidt helt i orden at bruge den gamle metode, hvor man måler ventetiden i bakspejlet, selv om vi faktisk er blevet enige med amterne om at skrotte metoden og i stedet at måle på den forventede ventetid. Men det er altså ikke fair kun at måle regeringen på det første år, når man sammenholder det med udgifterne - 3,5 milliarder kroner - for hele perioden«, siger Løkke. Større fald i ventetid På baggrund af rapporten fra DSI har sundhedsministeren med egne ord »fundet den gamle badevægt frem af skabet«. Ikke for selv at hoppe på den, men for at bruge samme målemetode på ventetiden, men så til gengæld for hele perioden frem til september i år. Resultatet er et langt større fald i ventetiden. Snarere fire end to uger - eller et fald på 29 procent. Sideløbende har regeringen begået en tilsvarende undersøgelse af den forventede ventetid, og den viser et fald på 19 procent. »Når vi ikke bruger bakspejlet mere, skyldes det, at der er metodemæssige problemer. Det er jo ikke så interessant for fru Thomsen at vide, hvor længe hr. Petersen i 2002 måtte vente på en ny hofte. Hun vil vide, hvor længe hun selv skal vente her i efteråret«, siger Løkke Rasmussen. Uheldig lancering Sin utilfredshed har hun skrevet ned i et vredt brev til formanden for DSI Institut for Sundhedsvæsen amtsborgmester Bent Hansen (S), som også er formand for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg. »Jeg undrer mig såre over instituttets metodemæssige tilgang til sagen, når man sammenblander investeringer over tre år med opgjorte resultater for kun et enkelt år«, skriver ministeren, som ikke vil gå så vidt og anklage instituttet for at begå tendentiøs forskning. »Rapporten har mange fornuftige elementer, men den er lanceret på en uheldig måde«, siger ministeren. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bent Hansen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her