Udnævnelsen af kenyanske Wangari Maathai til modtager af årets Nobels fredspris bliver modtaget med glæde blandt danske miljø- og ulandsorganisationer: »Det er flot, at Nobels fredspris i år gives til en miljøaktivist. Mange konflikter i Afrika og andre u-lande har sit udspring i naturressourcer. Der kæmpes om adgang til vand, skov eller mineraler. Ofte holdes konflikterne i live af indtægter fra salg af naturressourcer til Vesten. Det er vigtigt, at disse sammenhænge bliver bragt frem, og det medvirker nobelprisen i år til«, siger John Nordbo, koordinator for 92-gruppen, der er en sammenslutning af 20 danske miljø- og ulandsorganisationer. Med i 92-gruppen er blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og Verdensnaturfonden (WWF).
Organisationer glæder sig over pris til Maathai
Lyt til artiklen