Det danske Institut for Menneskerettigheder mener i en skarpt formuleret kritik, at regeringens familiesammenføringsregler krænker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Kritikken vækker undren hos Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech. Hun peger på, at instituttet var anderledes spag i mælet, da de fleste af de nye stramme regler blev gennemført i foråret 2002. Et forklaringsproblem »Det er dybt mærkværdigt, at centret nu fremfører så hård kritik. Jeg synes, centret har et forklaringsproblem, for det er stærkt problematisk, hvis man ikke kan stole på deres høringssvar«, siger Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech til Ritzau. Dengang i 2002 tilkendegav centret i et høringssvar, at 'lovforslaget er udformet med respekt for Danmarks internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet', siger Hornbech. »Derfor anså jeg den hellige grav for vel forvaret. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg var forundret over deres bovlamme tone i det høringssvar«, siger Birthe Rønn Hornbech. R vil have Haarder i samråd Til gengæld vækker kritikken fra instituttet nye krav hos oppositionen om, at regeringen skal lave reglerne om. »Regeringen kan ikke endnu en gang komme med et arrogant og overfladisk svar«, siger den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen. De Radikale vil kræve integrationsminister Bertel Haarder (V) i samråd for at få hans kommentarer til udredningen, og partiet vil også rejse en forespørgselsdebat. Hun henviser til, at udredningen fremfører den samme kritik, som i sin tid kom fra Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles, på en endnu hårdere måde. R: Ingen uafhængige eksperter støtter regeringen Regeringens svar har været en redegørelse, hvor den ikke spurgte eksperter uden for centraladministrationen. I stedet gennemgik jurister fra Integrationsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet Gil-Robles rapport og konkluderede, at lovreglerne ikke strider mod konventionerne, men at hensynet til retten til et familieliv skal skrives ind i lovgivningen. »Jeg har ikke set en eneste uafhængig ekspert støtte regeringens svar. Derfor står regeringen meget svagt«, vurderer Elsebeth Gerner Nielsen. Hun mener, at udredningen bør give Socialdemokraterne 'anledning til et solidt studiekredsarbejde', men vil i øvrigt ikke udtale sig om, hvad partiet bør gøre. Og S ser ud til at følge det radikale råd. Partiets ordfører på området, Anne-Marie Meldgaard, siger, at hun vil studere udredningen grundigt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























