Præst: Altervin er svindel

Lyt til artiklen

Israelsk Kirkevin er en af de mest benyttede altervine i de danske kirker. Dens navn klinger af Bibel og det hellige land, hvad der i mange år har fået masser af menighedsråd til trofast at købe netop dette mærke frem for andre. Men vinen har aldrig været i Israel. Faktisk har den absolut intet med det hellige land at gøre. Dråberne stammer nemlig fra Sydfrankrig, hvorfra den bliver importeret som hedvin til Danmark. Smager 'ad helvede til' Den situation finder præsten i Kirke Saaby, Poul Joachim Stender, så misvisende, at han nu råber svindel. Hans kirke hældte indtil for fire år siden også Israelsk Kirkevin på sine altergængere, men Stender, der også er kendt som en gejstlig gourmet, brød sig på ingen måde om vinen. »Den smager simpelthen ad helvede til«, siger han. »Det er jo svært at forstå, at menighedsrådene køber sådan noget bras til smagssansen, når man samtidig ofrer mange penge på at glæde synssansen i kirken«, mener Stender og oplyser, at Kirke Saaby Kirke nu køber »en rigtig lækker portvin« til menigheden. Direktorat på besøg hos importør Præsten er ikke den eneste, som mener, at vinens navn er vildledende, selv om der faktisk står på etiketten, at vinen er et fransk produkt. Så sent som i denne uge aflagde Fødevaredirektoratet et besøg hos importøren TasterWine i Brøndby. Her blev man blev enig med direktør Ole Paustian om, at det nok var bedst at stryge ordet 'Israelsk'. Importør forstår ikke kritikken »Men jeg forstår slet ikke balladen«, siger Paustian. »Israelsk Kirkevin har heddet sådan i 30 år, og navnet henviser bare til kirken og dens udspring i Israel. Men vi har da ikke noget ønske om at vildlede, så efter aftale med Fødevaredirektoratet kommer vinen i fremtiden bare til at hedde Kirkevin«. Ole Paustian vil ikke kommentere Stenders forhold til Israelsk Kirkevin: »Smag og behag er meget forskellig«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her