»Tag en udlænding som din kone, en lille villig, taknemmelig gås!« og »Tag til Malmø og skrot den gamle, der si'r man 'välkommen' til enhver«. Det er vendinger som disse fra Bertel Haarders festsang 'Tag til Malmø', som Politiken bragte lørdag, der nu er nået over Øresund. Således bragte lørdagsudgaven af Sydsvenska Dagbladet en artikel om sangen under overskriften 'Dansk minister häcklar (kritiserer/gennemhegler, red.) Sverige'. Journalisten hæfter sig blandt andet ved, at Bertel Haarders sang er blevet sunget af regeringens medlemmer ved en middag, at han kalder udenlandske kvinder for gæs og udråber Malmø som byen, der vier hvem som helst. Glødende telefon Samme linjer gør Torben Wilken rasende. Han er fra Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse og hjælper dansk-udenlandske par med at bosætte sig i Sverige. »Man kan ikke skrive nedladende om nogen, man slet ikke kender. Det er uanstændigt. Og man kan slet ikke som minister. Han mister troværdighed og respekt. Han kalder danskeres udenlandske ægtefæller for villige gæs, og det er et alvorligt problem. Det kan man simpelthen ikke«, siger Torben Wilken. Han fortæller videre, at hans »telefon har glødet« hele lørdag formiddag med dansk-udenlandske par, der bor i Sverige. »De er harmfulde og føler sig uberettiget hængt ud«, fortæller han.
Svensk debat om Haarderfestsang
Lyt til artiklen