Familier til kriminelle i terapi

- Tegning: Mette Dreyer
- Tegning: Mette Dreyer
Lyt til artiklen

For at undgå at fjerne kriminelle børn og unge fra hjemmet er en række kommuner landet over begyndt at tilbyde familierne en ny amerikansk type familieterapi. Behandlingen blev indført i to amter for et år siden, men er så efterspurgt, at den nu tilbydes i fem amter. »Den kan være et godt alternativ til anbringelser uden for hjemmet - og så er den meget billigere«, siger Jørn Østergaard fra familieafdelingen i Århus Kommune. Her har 69 familier været igennem et terapiforløb. »Det ser ud til, at det lykkes rigtig godt. Vi har fået fat i nogle unge, vi ikke tidligere har kunnet hjælpe«, siger Jørn Østergaard. Forældrene skal have troen på sig selv Den nye behandling hedder Multisystemisk Terapi (MST) og er rettet mod den hårde gruppe af 12-17-årige, der er kriminelle, voldelige eller har et stofmisbrug. MST er en form for hjælp til selvhjælp og bygger på, at man skal arbejde med forældrene for at få den unge til at ændre adfærd. »Det handler om at give forældrene troen på dem selv tilbage, så de bliver bedre til at træde i karakter. Forandringen kommer i samme øjeblik, forældrene begynder at opføre sig som forældre«, siger Birgit Moselund, der er landskoordinator for de syv teams af MST-behandlere, der er etableret i Danmark. »Forskningen herhjemme har vist, at anbringelser uden for hjemmet ofte ikke virker særlig godt. Når de unge kommer tilbage til hjemmet, er omgivelserne de samme, og de ryger derfor hurtigt tilbage i den gamle adfærd«, siger Birgit Moselund, der mener, at MST kan bruges på selv de mest ressourcesvage familier. Fremgang i mange familier I løbet af det første år har 157 familier været i multisystemisk terapi. Af de 80 familier, der er færdige med forløbet har 49 opnået positive resultater og 20 familier har opnået delvist positive resultater, viser MST's egen evaluering. Hos 11 familier var der ingen effekt af behandlingen. Forløbet betegnes positivt, hvis den unge f.eks. er begyndt i skole eller på arbejde og ikke har begået kriminalitet siden starten af terapien. I gruppen med delvist gode resultater er forældrene blevet bedre til at styre den unge uden helt at kunne holde den unge ude af kriminalitet. Nordjyder fordobler kapaciteten Servicestyrelsen under Socialministeriet - der støtter MST økonomisk - betegner projektet som lovende og har nu startet en ekstern evaluering. Et behandlingsforløb varer i to til fem måneder, og udgiften er cirka halvt så stor, som hvis den unge skulle anbringes uden for hjemmet. Et MST-forløb koster 700-900 kroner i døgnet, hvorimod en traditionel anbringelse koster 1.200-1.500 kroner i døgnet. I Nordjyllands Amt blev de første 22 behandlingspladser revet væk, da projektet blev søsat for otte måneder siden. »Derfor har vi foreslået at fordoble antallet af pladser næste år«, siger Hanne Manata, chef for børne- og ungeafdelingen i amtet. Advarsel Leder af døgninstitutionen Bøgholt og tidligere formand for Foreningen af Danske Døgninstitutioner Anne Bjerg advarer mod at tro, at MST er en mirakelkur, der kan afskaffe behovet for at anbringe børn uden for hjemmet. »Det kan ikke lade sig gøre for de virkelig belastede familier, hvor forældrene drikker, er kriminelle eller har misbrugsproblemer. Jeg frygter nedlæggelse af pladser på døgninstitutionerne, før man ved, om MST virker på længere sigt«, siger hun. Også Jørn Østergaard fra Århus fremhæver, at MST kun virker på de familier, hvor forældrene har nogle ressourcer at trække på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her