Massiv støj og forurening i et omstridt byggeri til flygtninge og sociale klienter i Gentofte får nu Enhedslisten på Christiansborg til at foreslå skærpede krav til almennyttige boliger. Støj og møg 125 lejligheder er ved at blive opført mellem tre motorveje og en S-togs-linje på en grund, der er usædvanligt præget af støj og møg. De øverste etager på de udvendige facader vil for eksempel få et støjniveau, som ifølge internationale undersøgelser kan være sundhedsskadeligt: 68-74 decibel. »Det er ret sjældent, at støjniveauet er så højt ved nybyggeri«, siger Jørgen Jakobsen, Miljøstyrelsens støjekspert, der understreger, at han udtaler sig generelt, ikke om den konkrete sag. Samme forbehold for sine udtalelser i den politisk betændte sag tager kontorchef Lars Kaalund fra Amternes Videnscenter for Jordforurening. Krav om højbede »Det er uhyre sjældent, at man ved nybyggeri beder om, at grøntsager bliver dyrket i højbede. Og det er i det hele taget meget usædvanligt, at man ikke sørger for at overholde de sundhedsmæssige kvalitetskrav, når man nyanlægger på en forurenet grund«, siger Lars Kaalund. Et af Københavns Amts mange krav og anbefalinger til håndtering af den forurenede Gentoftegrund er, at hvis der skal dyrkes grøntsager, skal det foregå i højbede med minimum en halv meter ren jord under. Grunden husede fra 1931 til 1971 en tidligere losseplads, og nogle jordprøver, taget før byggeriet blev sat i gang, indeholdt tungmetaller og tjærestoffer langt over de tilladte grænseværdier. Gentofte opfylder deponi-betingelser For bly, der kan give hjerneskader og indlæringsproblemer, er der for eksempel målt 90 gange grænseværdien, og for det kræftfremkaldende benzapyren 67 gange grænseværdien. Men en kommune har ret til, på visse betingelser, at deponere jord på stedet, hvis der er store omkostninger forbundet med at fjerne den. Og de betingelser opfylder Gentofte. Reglerne om almennyttigt boligbyggeri bestemmer, at der, for at staten kan give sin sædvanlige støtte, skal være tale om gode, attraktive boliger. Det begreb er imidlertid ikke klart defineret, og socialminister Eva Kjer Hansen (V) har netop i et svar til Enhedslistens miljø- og boligordfører, Keld Albrechtsen, afvist at blande sig i Gentofte Kommunalbestyrelses udlægning. Kjer Hansen skriver, at hun »ikke er bekendt med, at Gentofte Kommune skulle have tilsidesat lovgivningen«. Beslutningsforslag fra EL Derfor fremsætter Enhedslisten nu et beslutningsforslag, der skal indføre minimum-miljøregler for almennyttige boliger som betingelse for statslig støtte. Samtidig spørger partiet miljøminister Connie Hedegaard (K) om hendes syn på, at man som Gentofte kan overskride de vejledende støjgrænser markant. Borgmester Toft afviser kritik Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), afviser kritikken. »Vi overholder Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser og vores egen lokalplan, og på de primære opholdsarealer inde i midten af byggeriet vil der være under 55 decibel. I øvrigt er der højere eller stort set lige så meget støj på Københavns Kommunes nye byggeri nede på Tuborgvej«, siger Hans Toft. »Angående forureningen, så er det amtet, der er miljømyndighed og har fastlagt reglerne, som vi følger«, siger borgmesteren, der heller ikke mener, at der kan være tvivl om, at de almennyttige boliger er gode og attraktive som foreskrevet: »Vi har gennemført det som almennyttigt byggeri, og det holder vi fast i«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























