Stærekasse-effekten. Det er den mundrette forklaring på, at regeringens 3,5 milliarder kroner - den såkaldte Løkkepose - ikke én gang for alle har ryddet ventelisterne, men kun sænket ventetiden med et par uger. »Stærekasseeffekten betyder, at når behandling er en garanteret størrelse, strømmer patienterne til. Akkurat som de fjerede venner, når der slås en stærekasse op på gavlen«, forklarer amtsborgmester Bent Hansen (S), formand for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg. Bekostelig nedsættelse af ventetiden DSI Institut for Sundhedsvæsen konstaterer da også, at 70.000 patienter ekstra er gået gennem operations- og sengestuer på sygehusene, siden regeringen efter sin tiltrædelse i 2001 lancerede en ventetidsgaranti på to måneder og betalte den med 'Løkkeposen'. I første omgang på 1,5 milliarder kroner, men siden er den fyldt op og til i alt 3,5 milliarder kroner. »En meget dyr måde at nedsætte ventetiden med to uger på«, konstaterer seniorprojektleder Jacob Kjeldberg. »Det er gået på samme måde i andre lande, som har forsøgt at betale sig ud af lange ventelister. Konsekvensen er, at der kommer flere patienter ind - også dem, som godt kan holde ud at vente lidt længere end garantiens to måneder«, siger Kjeldberg. Et politisk valg Han understreger, at der er tale om et politisk valg, når regeringen satser på ventelistegarantien. Og at hans opgave som økonom alene er at bedømme, om den ønskede vare handles hjem for pengene. »Det gør den ikke, og metoden med at styre efter efterspørgslen betyder bare, at regningen til sygehusvæsenet stiger og stiger«, siger han og tilføjer, at det danske samfund sagtens kan betale en højere og højere pris for til sygehusene i de kommende 10 år. »Men så begynder det at knibe med overhovedet at finansiere sektoren«, siger Jacob Kjeldberg, som anbefaler - til politisk overvejelse - at dele behandlingen op i to pakker: En grundpakke, hvor det offentlige over skatten betaler alvorlige og dyre behandlinger, mens folk i højere grad selv må finansiere mindre alvorlige sygdomme som for eksempel åreknuder. Det forslag er helt uspiseligt for Bent Hansen, som fastholder den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet. Men han vil gerne dreje pilen væk fra ventelistegarantien og øge fokus på alvorlige sygdomme som kræft. »Her skal inden for et par år investeres en halv milliard i ny strålekanoner og bruges et trecifret millionbeløb til at drive dem«, siger han. Minister afviser undersøgelse Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen afviser rapportens konklusioner og kritiserer, at undersøgelsen kun omfatter et enkelt år fra 2002-2003. »Det er rigtigt, at der er kommet flere i behandling. Men hvis man vil kritisere, at også ældre i 70'erne kan få øget deres livskvalitet og helbred ved at få en ny hofte, så tager jeg det gerne på min kappe«, siger ministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























