Forbryderhitliste skal mindske kriminalitet

Lyt til artiklen

Københavns politi vil nu have fuldstændig styr på de værste rødder blandt kriminelle unge under 18 år. Derfor bliver der nu lavet en liste over de 50 mest kriminelle. »Vi laver hitlisten for at tegne et billede af dem, der oftest er politiets søgelys. Vi vil vide, hvad de er for nogle, hvad det er for en type kriminalitet, de begår, og hvor de geografisk optræder, så vi bedre kan vurdere, hvad de egentlig går og laver«, siger chefkriminalinspektør Per Larsen. Analyseredskab Københavns Politi har blæst til øget kamp mod kriminaliteten hos helt unge, fordi den bliver stadig mere voldsom og grænseoverskridende. Ikke mindst i form af voldelige overfald med kniv. I første omgang skal hitlisten over de 50 værste bruges som et analyseredskab. »Vi vil have et bedre billede af, hvorfor de kommer i kontakt med os så mange gange. Det skulle gerne medføre, at vi får nogle ideer til, hvor vi skal sætte endnu mere ind«, siger Per Larsen. 'Styr på de mest aktive' Ifølge chefkriminalinspektøren er næste fase så at få neutraliseret de værste kriminelle. »Når vi så får styr på, hvem der er mest aktive, skal vi have adskilt dem fra de øvrige unge og sat dem i fængsel eller på lukkede institutioner«, siger han. Medløbere får øje på konsekvenser Københavns politi har opgivet at nå de værste unge med kriminalpræventive tiltag. Men for at få fat i alle de andre, der er knap så kriminelle, er det vigtigt at få den hårde kerne væk. Per Larsen påpeger, at man derved dels undgår, at de værste kriminelle påvirker medløbere og andre svage sjæle. Dels ser medløberne, at der er konsekvenser, hvis man opfører sig tåbeligt. Dels tager man hensyn til ofrene, der kan se, at kriminaliteten straffes. Lille hård kerne Politiken har talt med nærbetjente i alle dele af København og det lyder samstemmende, at det faktisk er ret få unge - mellem 5 og 15 - i hver bydel, der står bag den værste kriminalitet. Men så længe den hårde gruppe er på gaden, har politiet svært ved at få de andre i tale. »Så længe den hårde kerne er der, så taler vi for døve øren og kan ikke få de andre til noget«, siger Lars Nicolai Jensen, chef for Den Kriminalpræventive Afdeling i Københavns Politi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her