»Den største udfordring er den, man med et lidt fremmedgørende ord kalder globalisering«. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) understregede i sin tale ved Folketingets åbning, at Danmark skal møde globaliseringens udfordringer. »Jeg forstår godt, hvis mange mennesker er bekymrede over al den debat om udflytning af job til Østeuropa og Asien. Men vi kan forvandle globaliseringen fra en trussel til en chance. Hvis vi bærer os klogt ad. Hvis vi dygtiggør os. Hvis vi tager fat nu. Og det skal vi«, sagde Anders Fogh Rasmussen, der bebudede, at regeringen vil fremlægge en flerårsplan for, hvordan Danmark sikrer sin del af fremtidens arbejdspladser. Efteruddannelse og omskoling Det skal blandt andet ske ved at satse på forskning og ved at gøre Danmark til 'et førende iværksættersamfund'. Og både faglærte og ufaglærte indenfor alle brancher skal være villig til at lade sig omskole og efteruddanne sig. »Vi skal kunne matche nye krav og omstille os til nye job, når gamle forsvinder. Viljen til forandring er vejen til tryghed«, siger Fogh. 'Vi skal være bedre, når de andre er billigere' Kun på den måde vil det danske samfund ifølge statsministeren kunne imødegå tendensen til, at arbejdspladser flytter til lande mod øst, hvor lønningerne er betydeligt lavere end i Danmark. »Når andre er billigere, skal vi være bedre«, sagde Fogh, der understregede at alle trin i uddannelsessystemet skal forbedres og udvikles. Fra folkeskolen, over gymnasierne til de videregående uddannelsesinstitutioner. Øgede investeringer i forskning Regeringen præsenterer til foråret flerårsplanen for, hvordan Danmark bliver et førende videns og iværksætterland. »Vi sætter det mål, at de offentlige og private virksomheder tilsammen øger indsatsen med forskning og udvikling, så vi i 2010 når op på et beløb svarende til mere end tre procent af landets samlede produktion, bruttonationalproduktet«, sagde statsministeren. Kortere vej fra forretning til forskning Fogh bebudede også, at regeringen vil fremsætte forslag om en ny lov, der skal give universiteter og forskningscentre mulighed for at oprette selskaber, der kan indgå i direkte samarbejde med private virksomheder. »Vejen til forskning til forretning skal være kortere, nemmere og hurtigere«, siger Fogh. Inviterer indvandrere til dialog Globaliseringen og uddannelsesområdet var markant og dominerende i åbningstalen, men også integrationen af indvandrere havde en fremtrædende placering. Statsministeren erkendte at Danmark er for dårlige til at integrere indvandrere, og spillede ud med en invitation til herboende moderate indvandrere, som statsministeren i løbet af efteråret vil invitere til et møde på Marienborg. Statsministeren sagde, at visse åndelige ledere, imamer og muftier er en kilde til 'dårlig integration', fordi de 'bekæmper den med kvindeundertrykkende udtalelser, lovreligøse krav og forstokket forkyndelse'. »Jeg ved, at de færreste muslimer i dette land deler disse imamers og muftiers middelalderlige livssyn. Men det bekymrer mig, at de fanatiske religiøse ledere er med til at skabe skel og konfrontation i Danmark«, sagde Fogh '24-års regel er lovlig' Fogh slog i åbningstalen også fast, at den omstridte lov om familiesammenføring, 24 års-reglen, er fuldt lovlig. »24 års reglen strider ikke mod nogen konvention. Vi fører en stram udlændingepolitik, ja. Men den lever helt op til vore internationale forpligtelser. Der er ikke noget at komme efter«, sagde Fogh. Han tilføjede, at 'kritikken mod 24 års-reglen reelt dækker over, at der er oppositionspartier, som vil lempe udlændingepolitikken'. »Der er partier, som siger: 'Det er ligegyldigt, om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføring'. Regeringen er lodret uenig i det synspunkt. Vi er nødt til at holde benhårdt fast i en stram udlændingepolitik«, sagde Fogh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























