Kramer presset til at forlade posten før tid

Lyt til artiklen

Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), går af allerede 25. oktober i stedet for som bebudet 15. november. Udmeldingen kommer dagen efter et flertal på Københavns Rådhus bestående af Venstre, SF, de konservative og Dansk Folkeparti opfordrede overborgmesteren til en hurtigere exit. I manddags meddelte Jens Kramer Mikkelsen, at han ville stoppe som overborgmester for at blive administrerende direktør i Ørestadsselskabet. Dårlig økonomi Borgerrepræsentationen behandler i øjeblikket en låneansøgning netop fra Ørestadsselskabet, der kæmper med en dårlig økonomi. Derfor mener flertallet, at Kramer skal forsvinde straks for ikke at gøre selskabet til et gidsel i et politisk spil. »Jeg føler et stort ubehag ved, at en sag om et lån til Ørestadsselskabet behandles nu, mens Kramer stadig er overborgmester. Der vil blive rettet beskyldninger om, at han har sikret sig stillingen ved at love et lån til Ørestadsselskabet. Det kan hverken han eller kommunen være tjent med«, siger bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) i dag til Politiken. Kramer beklager Netop derfor har Jens Kramer Mikkelsen nu besluttet sig for at gå tidligere end planlagt. »Min fritagelse pr. 25. oktober muliggør, at Københavns Borgerrepræsentation kan afslutte behandlingen af sagen om udvidelse af Ørestadsselskabets låneramme, efter at jeg er udtrådt af Københavns Borgerrepræsentation«, skriver Jens Kramer Mikkelsen i en pressemeddelse og understreger, at han som overborgmester ikke vil deltage i behandlingen af sager, der vedrører Ørestadsselskabet. Han beklager samtidig uroen omkring sin person i forbindelse med jobskiftet. Flere eksperter fra landets universiteter har kritiseret måden, som Jens Kramer Mikkelsen har fået sit job på og kaldt det »kammerateri og politisk vennetjeneste«. »Jeg har med mit jobskifte ikke ønsket at skabe uro, hverken i forhold til Københavns Borgerrepræsentation eller i forhold til Ørestadsselskabet«, siger Jens Kramer Mikkelsen. Kaos i S Med Kramers beslutning om at forlade borgmesterstolen allerede 25. oktober er kampen om at blive hans afløser intensiveret. Frem til 18. oktober skal de københavnske medlemmer af socialdemokratiet ved en urafstemning vælge en ny socialdemokratisk spidskandidat. Én af de seks kandidater skal dog opnå mindst halvdelen af stemmerne for at blive kronet som spidskandidat. Får ingen de tilstrækkelige stemmer, skal der afvikles en nu urafstemning, hvor resultatet først ligger klar ind i november, altså efter at Jens Kramer Mikkelsen har forladt Københavns Rådhus. Den socialdemokratiske gruppe på rådhuset besluttede i mandags at afvente resultatet af afstemningen og først derefter afgøre, hvem der skal afløse Kramer i borgmesterstolen indtil næste kommunalvalg. Vinder en af de tre kandidater, som allerede sidder i Borgerrepræsentationen, afstemningen, vil vedkommende både blive vikar for Kramer frem til næste kommunalvalg i november 2005 og socialdemokraternes spidskandidat ved valget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her