Dansk Cuba-fange: Lovligt at angribe ministre

Slimane Hadj Abderrahmane mener det kan være i orden at angribe medlemmer af den danske regering. Han har dog ingen planer om selv at gribe til våben mod statsministeren. - Foto: Jens Dresling
Slimane Hadj Abderrahmane mener det kan være i orden at angribe medlemmer af den danske regering. Han har dog ingen planer om selv at gribe til våben mod statsministeren. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et halvt år efter, at amerikanerne opgav at anklage Slimane Hadj Abderrahmane for terrorvirksomhed, erklærer han nu, at danske ministre er lovlige angrebsmål for muslimske krigere. I TV 2's Nyhederne sagde den 31-årige mand, at det er i orden at gå til angreb på såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som forsvarsminister Søren Gade (V) på grund af krigen i Irak. »Det er en konsekvens af den beslutning, at de har invaderet eller været med til at invadere et islamisk land«, sagde Slimane Hadj Abderrahmane og tilføjede: »De har begyndt en krig mod et islamisk land. Så er det en krig mod islam, og i en krig gælder, at selv lederne er også et mål. Også amerikanere og danskere vil gå efter lederne af deres fjender. Så hvis jeg ville sidde og sige: Nej, de er ikke et legitimt mål, så lyver jeg, og det vil jeg ikke gøre«. På et direkte spørgsmål afviste han, at han selv ville gribe til våben mod statsministeren: »For mig skal statsministeren føle sig helt tryg«, sagde Slimane Hadj Abderrahmane. Men han understregede, at han ville drage i hellig krig, hvis han kunne. Bundet af underskrift Ved løsladelsen fra Guantánamo-lejren på Cuba i februar afkrævede amerikanerne ham en underskrift på, at han ikke vil gå i hellig krig, deltage i terror eller kæmpe for al-Qaeda og Taleban. »Hvis ikke jeg havde skrevet under på den aftale med amerikanerne, ville jeg ikke sidde her i dag. Så ville jeg nok være i Tjetjenien«, sagde Slimane Hadj Abderrahmane. Han forudså, at han ville blive anholdt, hvis han forsøgte at rejse til Tjetjenien. »Det er ligesom det, der holder mig«, sagde han. Forsvarsminister: Ubehageligt Forsvarsministeren kalder udtalelserne ubehagelige: »Den danske regering med statsministeren og udenrigsministeren i spidsen har gjort alt, hvad den kunne, for at få den pågældende hjem og har fået ham hjem som en af de første europæere. Så synes jeg, det er en lille smule begrædeligt, at man så efterfølgende skal høre om trusler«, sagde Søren Gade. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra statsministeren. »Sørgeligt« Den konservative retsordfører, Helge Adam Møller, betegner udtalelserne som groteske: »Jeg synes, det er sørgeligt. Jeg håber, at det store flertal af den danske befolkning kan se, hvad det er for en mand, der her er tale om. Jeg har fuld forståelse for, at amerikanerne internerede ham på Guantánamo. Det kan være, de skulle have beholdt ham noget længere«, siger Helge Adam Møller. Lægger sag an mod USA Slimane Hadj Abderrahmane blev anholdt i Pakistan, efter at amerikanerne havde indledt krigen mod Taleban-styret i Afghanistan. I over to år sad han indespærret på den amerikanske fangelejr på Cuba. I sidste uge oplyste han, at han vil kræve erstatning fra USA for tilbageholdelsen for at protestere mod den amerikanske regerings politik. »Men hvis jeg kan få nogle penge ud af det, så siger jeg ikke nej tak«, tilføjede han til Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her