Hver gang et nyt vidne skal afhøres af Dan Lynge-kommissionen, indleder udspørger Gunnar Homann med at få styr på vidnernes beskæftigelse. Det gjorde han ikke tirsdag, da Freddy Bergenhagen indtog vidnestolen. For han er våben- og narkohandler fra Vejle. Våbensag fra Vejle Dan Lynge-kommissionen skal især vurdere, om politiet overtrådte reglerne, da de fra 1991 til 1995 samarbejdede med eksrockeren. Men tirsdag handlede det ikke så meget om Dan Lynge. I stedet handlede det om en stor våbensag fra Vejle, som bagmanden Freddy Bergenhagen aldrig er blevet stillet til regnskab for. I 1995 solgte Freddy Bergenhagen våben til tre Hells Angels-rockere fra København. Anholdt med maskinpistoler og pistoler Politiet kendte alt til handlen, for Freddy Bergenhagen blev i den periode overvåget på tæt hold og aflyttet af politiets rejseafdeling og Politiets Efterretningstjeneste (PET) i forbindelse med en større narkoefterforskning. Politiet havde således observeret, hvordan våbnene blev leveret til Bergenhagens lejlighed, og de havde også set de tre HA-rockere forlade lejligheden med to poser. Rockerne blev anholdt med en maskinpistol, ti pistoler og 370 skarpe patroner, da de ankom til Halskov med storebæltsfærgen, men våbenbagmanden fra Vejle blev holdt ude af sagen. Kontaktede politiet dig i forbindelse med våbensagen?, ville kommissionen vide. »Nej«, svarede Freddy Bergenhagen. Våben måtte 'ikke ødelægge' narkosag Og det var ingen tilfældighed, forklarede kriminalinspektør Peter Krogh fra Vejle Politi, da han senere på dagen indtog vidnestolen. »Våbensagen skulle ikke ødelægge vores narkosag«, forklarede han. Meningen var, forklarede han, at Freddy Bergenhagen senere skulle stilles til regnskab for våbenhandlen. Sagen smuldret Men det er aldrig sket. Politiet stoppede med at overvåge Freddy Bergenhagen 16. april 1996, fordi narkosagen var smuldret på grund af Bergenhagens »druk og narko«. Dagen efter blev han taget bevæbnet i Odense. Og fik efterfølgende en dom på fire års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse og narkosmugling. Men ikke for det våbensalg, der foregik, mens politiet overvågede ham »Det var en ren forglemmelse«, undskyldte Peter Krogh. Fantastisk tilfældighed Men så er der i givet fald tale om et tilfældigt sammentræf af dimensioner. For samme dag Freddy Bergenhagen blev anholdt, blev Hells Angels' klubhus i Snoldelev ved Roskilde angrebet af en panserværnsraket. Og på tidspunktet for anholdelsen sad to af de tre HA'ere fra våbenhandlen med Freddy Bergenhagen allerede varetægtsfængslet i sagen om drabet på Bandidosrocker Uffe Larsen i Københavns Lufthavn 10. marts 1996. Rockerkrigen herhjemme var altså i gang. Alligevel var der ingen, der fik den tanke, at det måske ville være en god ide at spørge Freddy Bergenhagen om hans våbenhandel med de tre rockere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























