Succes med at hjælpe psykisk syge derhjemme

Lyt til artiklen

De psykiatriske patienter er tilfredse. Det samme er de pårørende. Og ordningen giver færre indlæggelser på de psykiatriske hospitaler. Sådan lyder nogle af de helt nye evalueringer af de såkaldt opsøgende psykoseteam, som møder patienterne i eget hjem eller på gaden frem for på de psykiatriske hospitaler. En ny rapport fra Institut for Sundhedsvæsen viser, at psykiatriske patienter i behandling under psykoseteam i Sønderjyllands Amt har en tredjedel færre indlæggelsesdage end de øvrige patienter med psykiske lidelser. Projektet i Sønderjylland, der er det første af sin slags herhjemme, startede for tre år siden. Stor hjælp Også i Storstrøms Amt viser det opsøgende psykoseteam gode resultater. Efter godt to år og omkring 50 patienter er der en evaluerende rapport på vej til efteråret. Rapporten viser blandt andet, at både brugere og pårørende sætter stor pris på projektet. »De psykisk syge oplever det som en meget stor hjælp, at de kan få nogle til at komme, hvis de ikke selv har kræfter til at gå ud og opsøge hjælpen. Og det er ikke altid, at psykiske syge har de kræfter«, siger psykiatrichef i Storstrøms Amt Per Vendsborg om et af de punkter, som undersøgelsen peger på som en »stor positiv ting«. Han mener, at de opsøgende psykoseteam er en mere effektiv måde at arbejde på. »Behandlingsintensiteten er meget større. Man besøger patienterne, taler med dem og giver samtaleterapi meget hyppigere end i den normale distriktspsykiatri«, forklarer Per Vendsborg. Men ikke alle er begejstrede. Karl Bach Jensen, der er medlem af Rådet for Socialt Udsatte og medstifter af brugerorganisationer for sindslidende, er ikke generelt imod, at teamet kommer i de private hjem. Men han frygter, at det vil ende med tvangsbehandling i eget hjem. »Det er en oplagt følgevirkning af at flytte behandlingen ud i borgernes egne hjem«, siger han. Det problem optræder imidlertid ikke i evalueringen fra Storstrøms Amt, fortæller Per Vendsborg. »Der er ikke nogen, der i undersøgelsen giver udtryk for, at de føler sig trådt for nær eller gået for tæt på, fordi man besøger dem«. Flere skal med Heller ikke formand for Amtsrådsforeningens psykiatri- og socialudvalg, amtsborgmester Orla Hav (S) fra Nordjylland tror, at etikken halter. Han ser derimod gerne, at de opsøgende psykoseteam gøres til virkelighed i endnu flere amter. »Jeg tror, at det er en bedre måde at behandle patienterne på. Det er drønafgørende for psykiatriske patienter, at der er sammenhæng i de tilbud, de bliver budt. Og det er de opsøgende psykoseteam med til at sikre. At patienterne ikke går ud og ind ad de psykiatriske sygehuses døre, men at der bliver taget hånd om dem både før og efter. Det, tror jeg, er rigtigt«, forklarer Orla Hav. Han sætter evalueringerne af de opsøgende psykoseteam på dagsordenen, når amtsdirektørerne for psykiatrien mødes i løbet af efteråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her