Flertal opfordrer Kramer til at gå straks

Lyt til artiklen

Gå af nu! Sådan lyder opfordringen til overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) fra fire partier på Københavns Rådhus. »Jeg føler et stort ubehag ved, at en sag om et lån til Ørestadsselskabet behandles nu, mens Kramer stadig er overborgmester. Der vil blive rettet beskyldninger om, at han har sikret sig stillingen ved at love et lån til Ørestadsselskabet. Det kan hverken han eller kommunen være tjent med«, siger bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V). Sammen med SF, de konservative og Dansk Folkeparti opfordrede han tirsdag Kramer Mikkelsen til hurtig exit. Behandler låneansøgning fra Ørestadsselskabet For Borgerrepræsentationen behandler i øjeblikket en låneansøgning fra hans fremtidige arbejdsgiver - Ørestadsselskabet. Flertallet beder Kramer forsvinde straks - og ikke som bebudet 15. november - fordi selskabet, hvor han skal være topdirektør, har dårlig økonomi og beder om lov til at låne 1,5 milliarder kroner oven i lån på 13,5 milliarder kroner. Ellers kan Ørestadsselskabet allerede i næste måned ikke betale sine regninger. Opfordring fra S, SF og DF Lånet var til behandling i kommunens økonomiudvalg tirsdag, men endte - netop på grund af Kramers udnævnelse - med at blive udsat endnu en uge. »Jeg vil bede Kramer revurdere sin afgang. Jeg mener, at han af hensyn til Ørestadsselskabet og dets fremtid gør klogest i at trække sig nu. Ellers risikerer selskabet at blive gidsel i et politisk spil«, siger Mogens Lønborg (K). SF's Charlotte Wieth-Klitgaard anslår samme toner: »Hvorfor blive? Det skaber bare unødig usikkerhed om Ørestadsselskabet«. Dansk Folkepartis Karin Storgaard ser også gerne et hurtigt farvel: »Hvis han ikke selv kan finde ud af at tage beslutningen, skal vi gerne hjælpe. Han bliver, alene for at Socialdemokraterne kan få gjort deres urafstemning om den næste overborgmester færdig i fred og ro«. Kramer afviser Selv var Kramer ikke til stede på økonomiudvalgsmødet, fordi han erklærede sig inhabil på grund af jobskiftet. Om beskyldningerne for at have handlet sig til jobbet mod ekstra lån: »Det er så lav en beskyldning, at den taler for sig selv«, siger han og har ikke planer om at gå nu. »Jeg beder om, at jeg nu får lov at runde mine 16 år i stolen af stille og roligt«, siger Kramer Mikkelsen. Professor: Politisk og moralsk problem Juridisk er det ikke et problem, at han bliver siddende. Diskussionen er mere politisk og moralsk, vurderer professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet: »Hvis overborgmesteren ikke selv deltager i beslutninger om Ørestadsselskabet i økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, så er der ikke noget at komme efter«, siger han, der bakkes op af professor, dr.jur. Carsten Henrichsen fra Københavns Universitet. »Efter min opfattelse er det nok at gå uden for døren«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her